Jeg har fundet en familie! Jeg skal ikke hjem endnu, eventyret fortsætter! Juhuuu!

Det er faktisk nogle dage siden, men der er sket så meget, så det er først nu overskuddet til at skrive lidt igen er her. Især ovenpå det meget personlige indlæg, jeg skrev for nogle dage siden.

Men nu er jeg stærkt tilbage med en opdatering:

Jeg var jo matchet med en familie i knap en uge, som det var meningen jeg skulle flytte ind hos. Alt det kan du læse i dette indlæg.
Men da hun muligvis skulle flytte til en sted hvor den nærmeste LCC var 40 min. væk, ville bureauet ikke lade os matche. Det er en helt anden historie, som er beskrevet i det andet indlæg.

Nå, men så om torsdagen blev jeg matchet med en ny familie: en single-mom med en datter på 3,5. De bor i Boulder, Colorado. Ved første læsning af deres ansøgning var jeg ikke videre begejstret, men så blev jeg ringet op af hendes LCC, som fortæller lidt om familien og området. Jeg troede Colorado var et ret øde sted med marker, uden shoppingmuligheder, barer og caféer. Men det er faktisk et rimelig cool og ikke mindst meget smukt område! Denne familie bor downtown, så det er 10 mins gang fra butikker. Jeg tjekkede det ud på Google Earth, og jeg så en Macy’s og en Voctoria’s Secret, så helt galt kan det ikke være, haha!
Så jeg talte i telefon med moren lidt senere på dagen, og hun lyder super cool! Og hendes datter lyder som den sødeste lille mussigøj. Vi talte kun i ca. 20 min., da hun skulle hente datteren fra skole. Men vi talte igen om aftenen, og ja så besluttede vi at matche! Så jeg skal sgu til Colorado!

Lige nu bor jeg hjemme hos min LCC, fordi min gamle host families nye au pair ankommer i dag. Men på mandag flyver jeg til Colorado! Vildt, ikke?
Der er 3 eller 4 danskere i min kommende au pair gruppe, og det er en del – i den jeg er i nu er der kun én anden end mig! Så det er jeg sikker på nok skal blive rigtig godt!

Så i går var det tid til at sige farvel til min familie her i Arlington. Det var skide pisse hårdt. Jeg havde ikke troet det ville være så hårdt, men det var det. Se sidste 2 uger har været de bedste siden jeg kom. Vi har virkelig hygget os og haft det rigtig godt og sjovt, og endelig er de begyndt at lære min ‘sande’ personlighed at hende, fordi jeg har åbnet meget op idet jeg har haft det godt. Jeg har jo aldrig rigtigt kunnet gennemskue moren eller hendes mening om mig, så derfor betød det bare rigtig meget, at hun sagde en masse rigtig pæne ting til mig da vi sagde farvel. Bla., at jeg var en virkelig sød og meget kvik pige, at jeg var utrolig moden af min alder og at jeg helt sikkert nok skulle blive til noget her i livet. Det lyder måske ikke af meget for jer, men det var det. Især fordi vi begge to tudede og ja, det var bare ikke sjovt. Hun sagde også at jeg måtte love at holde kontakten, og at jeg til hver en tid er velkommen til at komme og bo der igen hvis jeg vil holde lidt ferie der.

Så ja, det var et hårdere farvel end forventet. Min LCC fortalte, at i hendes 6 år som LCC har hun aldrig oplevet noget lignende. Det er normalt akavet, og som regel er hele familien ikke til stede. Og aldrig nogensinde har der været tårer heller, når det er et rematch.
De havde skrevet et kort til mig som jeg læste da jeg kom hjem til min LCC, og det var bare så sødt. Udenpå stod der: “As you go on to new places and new faces, remember this:” og så indeni stod der: “All the old faces at the old place will never forget you!”. Det var det der var trykt på kortet, og så havde de selv skrevet nogle rigtig søde ting også. Det der rørte mig mest var det børnene selv havde skrevet, især den ene af tvillingerne, som ikke er den der har kunnet lide mig fra starten: “Jack 🙁 I like you!” Igen lyder det nok ikke af meget, men det betyder bare så meget for mig. Og så begyndte jeg at tude igen. Tudede i flere timer, det var helt åndssvagt!
Og jeg kunne ikke lade være med at tænke om jeg har begået mit livs største fejltagelse.

Skulle jeg have blevet? Givet det en chance mere? De sidste 2 uger har virkelig været gode, altså jeg har virkelig nydt det. Og de 2 måneder jeg har været der har været helt skøre med virkelig mange aktiviteter og stress, men nu har de sommerferie og efter det har de heller ikke lige så meget at se til. Så begår jeg en fejl? Jeg har så gode venner her, jeg elsker området!

Jeg prøver at minde mig selv om hvordan det var den første tid og hvor ked af det jeg var, samt hvilke ikke særligt pæne ting moren har sagt til mig. Det hjælper lidt på det, og det samme gjorde en god nats søvn. For i dag ser det hele bare en lille smule bedre ud.

Nu vil jeg smutte, for jeg skal ind til rundvisning i Det Hvide Hus!!!!!!!

I torsdags blev jeg matchet med en familie, som bestod af en single-mom med tvillinger på 7: en dreng og en pige. De lød som en skøn familie, dog var der nogle ting, som bekymrede mig; hun ledte efter en pige med yngre søskende (det har jeg ikke), med en varm personlighed (not so much) samt en som er moden. Det er jeg da nok, men når hun skriver det sådan, ville det være sandsynligt hun ledte efter en som var ældre. Så da jeg fredag morgen så hun havde ringet (klokken var halv 7 eller sådan noget, og jeg var lige vågnet. Og når jeg lige er vågnet kan jeg knap nok opbygge en sætning, så tog den ikke) sendte jeg hende en mail med mine bekymringer. Fredag aften ringer hun så til mig, og vi taler sammen i over en time. Vi får talt om de ting jeg bekymrer mig om, og lærer bare hinanden og vores forventninger til hinanden at kende. Det gik super godt, og jeg havde en rigtig god mavefornemmelse. Hun synes også det var gået rigtig fint, sagde hun, og vi aftaler at Skype i weekende, så jeg også kan møde børnene, og så vi kan beslutte om vi vil matche.

Jeg sender hende søndag morgen en sms, hvor jeg spørger om hende og børnene har haft en god weekend. Hun svarer ikke, og mandag eftermiddag har jeg stadig ikke hørt fra hende. Jeg bliver ret så bekymret, da jeg er bange for hun har talt med min host mom, og at hun har sagt slemme ting om mig, og at det er derfor hun ikke svarer – fordi hun ikke er interesseret mere. Så jeg skriver til hende igen og spørger, om vi skal Skype til aften. Hun undskylder mange gange hun ikke har svaret, og forklarer at børnene er hos deres far, og derfor kan jeg ikke Skype med dem. Øv, men jeg forstår det godt. Vi skriver lidt sammen og det bliver aften. Jeg spørger hende hvordan hun har det med tatoveringer, og igen svarer hun ikke. Tirsdag skriver jeg så til hende, at jeg er ked af at sende hende så mange beskeder, men at jeg altså bliver sendt hjem til Danmark hvis ikke jeg har et final match fredag. Så om hun ikke har lyst til at Skype så vi kan beslutte, om vi skal final matche? Hun svarer stadig ikke, så onsdag morgen ringer jeg til hende. Hun undskylder igen, og forklarer at hun har haft meget at se til ang. arbejde, og at hun har fået dårlige nyheder fra hospitalet ang. hendes skulder, som der åbenbart er noget galt med. Men at hun vil ringe til bureauet og fortælle, at vi skal “move forward”. Så det er jo skønne nyheder!
… men glæden er kort. For da jeg logger ind på min konto kort tid efter er hun der ikke længere. Underligt, tænker jeg og sender en mail til bureauet samt en sms til host moren for at spørge, om hun har ombestemt sig. Især fordi der pludselig dukker et nyt match op! Host moren svarer ikke (surprise!), men bureauet ringer til mig og fortæller, at hun har haft så meget at se til, og derfor ikke ‘allerede’ kan tage en beslutning. Måske vil jeg høre fra hende dagen efter, siger de. Men hun er fjernet fra min konto, således at hun ikke blokerer nye match. Så jeg sendte hende en mail og skrev, at jeg stadig er meget interesseret i at blive hendes au pair, og at jeg virkelig håber på at høre fra hende.
Jeg er bare skide pisse bitter over, at jeg har brugt ikke mindre end halvdelen af mine 2 uger jeg har til at finde en ny familie, på at være matchet med hende, og så vil hun ikke alligevel. ØV!

Den nye familie jeg er matchet med lyder fin nok. Jeg skrev dem en mail her i morges (onsdag), men de har ikke svaret. Så her onsdag aften skrev jeg en sms til moren. Det er muligt jeg er påtrængende, men hvis jeg ikke har et final match fredag skal jeg hjem!! Altså skal jeg først finde en familie, så tale med dem, og så skal begge parter beslutte, at vi gerne vil. Så der er MEGA pres på!!
Det værste lige nu er faktisk, at det går rigtig godt hos min nuværende familie. Jeg ville ønske det var forfærdeligt at være her, for så kan jeg trøste mig selv med, at hvis jeg ikke finder en familie og bliver sendt hjem, ja så ved jeg at jeg traf den rigtige beslutning – at det er bedre at være hjemme i Danmark end at være hos denne forfærdelige familie.
Men det er bare gået rigtig godt. Drengene opfører sig eksemplarisk med kun få undtagelser, jeg kommer godt ud af det med faren som sædvanlig, og de perioder moren har hvor hun er underligt og kold, opstår ikke så ofte som før.
Så jeg kan ikke lade være med at overveje, om jeg begår en fejl? Skulle jeg være blevet?
Jeg prøver bare at minde mig selv om alle de tarveligt ting, moren har sagt til mig, og hvor ubehageligt det før har været at være her. Forleden sagde hun endda, at jeg skulle “cut the cantaloupe during my shift“. Så kan man da ikke føle sig meget mere som en medarbejder!

I hvert fald kommer jeg til at savne dem. Især drengene. Mest hunden, lol. Arj, kommer oprigtigt til at savne dem alle samme. Det gør jeg sgu!

Det er rigtig hårdt, det er en lortesituation, det er noget hø. Og jeg kan ikke gøre mere for at påvirke situationen på nuværende tidspunkt. Nu krydser jeg bare fingre! Please, please, please lad mig blive i USA!

EDIT: Har netop fundet ud af, at grunden til det tilsyneladende ikke kan lade sig gøre med den der familie med tvillinger på 7, som jeg gerne vil bo hos, er at hun måske, måske ikke flytter til Californien. Det er ikke sikkert fordi det skal gå gennem retten. Og hvis hun flytter, vil den nærmeste LCC være 40 minutter væk, hvilket er ingenting i Californien. Men det vil Cultural Care ikke være med til. Moren er i retten lige nu, og hvis hun er meget heldig, får hun besked i dag. Men sansynligvis ikke.

Jeg prøver virkelig at overbevise bureauet om, at de skal tillade at LCC’en er 40 minutter væk. Jeg mener, who cares?! Jeg har egen bil. Det er ikke noget problem.. Vender tilbage når jeg ved mere!

Sagen er jo den, at jeg som i ved skal i rematch, altså finde en ny familie – alt dette kan i læse om i dette indlæg. Jeg var super nervøs for, at det ville være et helvede at befinde mig i huset efter vi besluttede at rematche i onsdags. Nu er det mandag, og det er faktisk gået overraskende godt. Det hele er super forvirrende, for nu er hun lige pludselig super sød overfor mig. Jeg har ikke følt mig så tilpas i huset før, hvilket er ret underligt, må man sige. Jeg ved ikke om det er fordi hun ved hun snart kommer af med mig, og det derfor er nemmere at holde ud – sådan har jeg det i hvert fald lidt selv.

Jeg talte i telefon med min vejleder dagen efter det hele skete, og hun fortalte at moren gerne ville prøve at give det en chance mere og arbejde på det, hvilket virkelig kom bag på mig, da hun sagde nogle meget ikke særlig pæne ting til mig da vi ‘talte’ sammen om onsdagen, og det blev ret personligt. Så jeg gik ud fra, hun ville have mig ud af huset hurtigst muligt.
Jeg sagde dog til min vejleder, at jeg stadig ønsker rematch, for jeg synes virkelig jeg har givet det en chance nu, hvor jeg har været hos familien i over 5 uger.

Børnene ved det ikke endnu, og jeg ved ikke hvornår hun har tænkt sig at sige det. Jeg synes det er så ubehageligt, at de ikke ved det. Jeg har eksempelvis pakket hele mit skab ned, pånær nogle få ting jeg kan bruge indtil afrejse. Så hvad hvis en af drengene går ind i mit skab og ser, at det er tomt? Hvad hvis mig eller moren taler over os? Hvad hvis drengene taler om ting ude i fremtiden, hvad skal jeg så sige? Det værste er at de er begyndt at knytte sig til mig – den ene tvilling er meget knyttet til mig allerede, og de to andre børn begynder også at acceptere mig. Jeg vil bare gerne have, at de får det af vide snart, så de ikke bliver kede af det når jeg rejser fordi de netop knytter sig til mig.

Faren talte ikke så meget til mig dagene efter det hele skete, men nu er han god igen. Det er det gode ved ham – han er super oprigtig, og jeg ved sgu hvis han er sur på mig. Med moren ved jeg aldrig rigtigt hvordan og hvorledes, fordi hun alligevel altid er lidt falsk. Men faren kommer jeg til at savne, han er super flink. I går tog han mig med ud til   et sted hvor der bliver skudt baseballs mod dig fra sådan en maskine, og så skal man slå så godt man kan. Det var aller-første gang jeg prøvede at skyde til baseballs. Så det var sjawt. Og jeg fik en masse ros fra faren! Juhuuu!

På vej hjem tænker jeg at det da ikke er den rigtige vej vi kører, men han siger så at vi lige skal forbi hans søsters hus. her er så en masse familie, som skal til at spise middag. De var bare så søde. Især hans mor, som er sådan en rigtig typisk konservativ overklasse-dame, men hun er så sød ved mig og introducerede mig til alle. Jeg talte også en masse med hans søster, som også er helt fantastisk. Alle var bare så flinke – man kunne godt mærke, det var hans side af familien. Jeg fik også et glas vin – åååååh, hvor det var skønt! Jeg elsker at drikke vin, men siden jeg ikke er 21, sker det ikke rigtigt herovre – det er i hvert fald første gang indtil videre! Jeg havde faktisk travl, da jeg skulle i biffen med Bettina, og vi skulle spise efterfølgende, hende og jeg, og det der med “lige hurtigt at tage forbi søsters hus” blev en længere forestilling! Jeg gik udenfor fordi jeg skulle hente min telefon i bilen og forklare Bettina, at jeg altså var fanget her uden en bil at køre hjem i, og da jeg kommer ind igen har de lavet en tallerken til mig med lækker mad, og gjort plads til mig ved bordet. De var allesammen så interesserede i at høre om Danmark, og hvordan jeg synes det er her i USA. Det var så rart, at de oprigtigt var interesserede, hvilket jeg jo ikke er vant til fra moren. Men jeg måtte afsted da Bettina var kommet for at hente mig, og vi havde en super hyggelig aften. Vi var i biffen og se The Neighbors (den er okay, lidt plat men sjov nok) mens vi spiste popcorn med smør på (det er altså spøjst!), og så delte vi en pizza bagefter.

Det var i går. Og i dag var det meningen Bettina og jeg skulle ud til det batting cage (altså det der baseball-sted), men det var lukket, så vi spillede tennis i stedet. Det var så lol, vi var ikke særlig gode! Ej Bettina var faktisk udemærket, men jeg var SÅ dårlig til det, haha! Det er ellerførste gang jeg rigtigt prøver det, men sjovt var det! Vi havde ikke noget at drikke og det var SÅ varm, altså sveden dryppede, så vi gik til Starbucks for at få en smoothie og noget vand. Jeg bestilte en med mango og Bettina fik en med jordbær, men de smagte begge to bare mest af banan, haha!

Jeg er lige kommet hjem for en time siden, og jeg er helt øm og træt. Ved bare jeg bliver virkelig virkelig øm i morgen. Tænk der skal så lidt til – burde virkelig træne mine muller, haha!!

Jeg har i dag også forsøgt at ringe til min vejleder, da jeg havde nogle spørgsmål: skal jeg blive ved med at arbejde her, indtil jeg finder en ny familie? Hvornår er jeg officielt i rematch, altså hvornår begynder de 2 uger jeg har til at finde en ny familie? En veninde har kontaktet hendes vejleder og fortalt om mig, og den vejleder har også nogle ledige familier “på hånden” – skal jeg tale med hende, eller skal det gå igennem min egen vejleder?
Hun tog ikke telefonen, så jeg sendte en SMS med mine spørgsmål og bad hende ringe til mig når hun har tid. Så må vi se hvornår jeg hører fra hende.

Så ja, det hele er lidt forvirrende lige nu – for på den ene side føles alt som normalt; jeg ses med veninder og hygger mig.
På den anden side er alt underligt: moren er lige pludselig virkelig flink, børnene opfører sig bedre end normalt (hun har vist (endelig!) sagt til dem, at de skal opføre sig), jeg ved ikke om jeg om 2 uger befinder mig hos en ny familie eller hjemme i Danmark.

Så jeg er vist lidt af en forvirret pige

Som alle der bare har læst nogle få indlæg ved, har jeg ikke været særlig glad for at bo ved denne familie. Det har været rigtig hårdt, jeg har aldrig rigtig følt mig hjemme, og det har alle dage været sådan lidt akavet mellem host moren og jeg.

De første 2 uger var de værste; børnene var umulige, host moren var ikke særlig sød ved mig, der var en masse ting som gjorde mig ked af det (dette indlæg). Jeg talte meget med andre au pairs om det – for kunne det være, det bare var helt normale startvanskeligheder? Så efter to uger ringede jeg grædende til min vejleder, som forklarede at jeg var nødt til at tale med min host mom omkring hvordan jeg havde det, og så give det lidt tid – for skulle det ske, at jeg skulle i rematch, ser det godt ud at jeg har talt om hvad der er galt og prøvet at få det til at fungere. Så jeg talte med hende, og forklarede lidt om hvordan jeg havde det (dette indlæg). Det hjalp faktisk lidt på det, og tingene var ikke nær så slemme som de var de første to uger. Moren var sødere ved mig, og jeg begyndte at klikke lidt bedre med børnene. Det var stadig svært og hårdt, men det var ikke lige så slemt.

Så gik der 4 uger, og jeg er her stadig. Hver dag sagde jeg til mig selv, at det da ikke var så slemt, og at jeg har så mange privilegier som bil til rådighed næsten altid, stort hus, fint (dog meget koldt – 13-14 grader) værelse, den fedeste location. Derfor tog jeg en dag af gangen, da jeg – i modsætning til e 2 første uger – jo ikke havde det forfærdeligt, og ikke følte jeg havde specifikke ting, som ligesom gjorde, at jeg ike følte det fungerede. Det var bare små ting, som gjorde, at jeg bare var rigtig indebrændt og ked af det. Det var de små dråber, som langsomt fyldte bægeret.

I går skete dog det, som skulle vise sig at være dråben, som fik bægeret til at flyde over. I er virkelig nødt til at læse dette indlæg for at forstå min nuværende situation.

Har du læst det?

Godt, så kan du læse videre.

Efter den situation gik jeg ind på løbebåndet og gik og gik og gik, mens jeg lyttede til høj musik, og bare var rigtig vred. Jeg fik en sms fra host moren, som spurgte om hun havde glemt en stak røde håndklæder på mit værelse. Det undrede mig at hun ikke havde reageret på situationen, da hun åbenbart også har været inde på mit værelse. Jeg svarer, at de ligger ikke på mit værelse, men at jeg til gengæld fandt min iPhone på gulvet (!!), og at den var på lydløs, og at jeg derfor nu ikke forstod hendes forklaring med, at de gik ind fordi de hørte telefonen. Hun svarede at de gik ind fordi de ledte efter ledningen til xbox-en, fordi børnenes ven skulle vise dem noget i et spil, og at hun håbede jeg forstod. Så nu var det en anden forklaring, åbenbart. Jeg ville have talt med hende om det, men nu var vi jo i gang, så jeg skrev til hende, at det faktisk “upsets me” (hvordan oversætter man det bedst?), da jeg har forklaret dem så mange gange, at det ikke er okay, og virkelig synes jeg har været tålmodig og forstående overfor dem. Jeg skrev, at jeg virkelig har fundet mig i mange ting, herunder alle de virkelig lede ting jeg har måttet lægge øre til. Der er rigtig mange ting, jeg ikke har fortalt moren, de har sagt eller gjort, fordi jeg ikke ville sladre hele tiden. Så jeg skrev, at denne situation var dråben, og derfor reagerede jeg som jeg gjorde. Hun svarede tilbage, at vi skulle tale sammen ASAP, enten når børnene var lagt i seng eller dagen efter. Jeg svarede at i morgen ville passe mig bedst, da jeg var på vej i biografen, og om det var ok? Nej, det skulle være nu, skrev hun og kom så ned. Og så begyndte balladen …

Jeg troede hun ville tale med mig fordi hun kunne mærke, jeg var ked af det, men jeg kunne godt tro om igen.
Hun fortalte mig, at hun var meget, meget vred på mig; hun synes jeg fuldstændig havde overreageret, og at jeg i hvert fald ikke kunne blive sur over at de kom ind på mit værelse. Og hvornår havde de måske sidst været derinde? (nogle få dage inden – en af drengene havde været inde og tage min kjole på for sjov, og moren havde sagt at han skulle lægge den tilbage præcis hvor han fandt den – hun regnede vel med, at jeg ikke ville finde ud af det). Hun sagde, at første gang jeg talte med hende om det med at de kommer ind (dette indlæg), var hun ‘very upset’, og synes det var så forkert at jeg sagde sådan efter kun en uge.
Hun sagde også, at jeg virkelig ikke forstår børn, og slet ikke burde tage mig af drenge, samt at jeg burde få drenge-erfaring (som jeg i øvrigt allerede har! Men det ville ikke være første gang, hun vist ikke har læst min ansøgning ordentligt), og at de eneste børn jeg burde tage mig af er søde, artige børn, som aldrig gør noget forkert og altid lytter og gør hvad jeg siger. Og at alt det havde hun også tænkt sig at fortælle til vejlederen.
Derudover fik jeg lige kastet i hovedet, at jeg ‘slet ikke kunne lide hendes børn, og at de faktisk bare rigtig godt kunne lidt mig’. Det ved jeg er løgn eftersom den ene tvilling fortalte hans venner til et skolearrangement jeg var med til, at han slet ikke kunne lide mig, og at jeg bare er rigtig led. Det fortalte jeg hende, men hun ignorerede det og fortsatte; “den anden tvilling er så glad for dig, ‘he adores you’, og nu vil du knuse hans hjerte.” Av. Den var ikke rar, og det gjorde mig godt nok ked af det. Puha… For hun har ret, han bliver rigtig ked af det. Og jeg kommer virkelig til at savne ham. Det er sgu hårdt …
Hele ‘samtalen’ (monologen?) igennem fik jeg stort set ikke et ord indført, på trods af at vi begge kunne blive enige om at det her ikke fungerer. Det var simpelthen så ubehageligt, for det er som om det er mig, der er hele problemet – jeg fik jo slet ikke forklaret hvordan jeg har haft det hver dag i over en måned. Hun endte med at gå sin vej da hun havde sagt hvad hun ville sige.

Jeg ringede til min vejleder lidt efter (efter jeg havde siddet og tudet i et par timer, lol. USA har gjort mit til et endnu større tudefjæs end jeg var i forvejen, haha), og forklarede hende at vi altså lige var blevet enige om et rematch, og hvad så nu? Hun fortalte at hun godt vidste det, da hun havde fået en sms fra host moren 10 minutter inden, men at det var en god ting for mig, da det jo var det jeg havde ønsket fra starten. Jeg forklarede at jo, det var det, men samtidig havde jeg ønsket at det skulle afsluttes på en god måde, og ikke i et skænderi. Hun sagde at det kunne hun godt forstå. Jeg spurgte om det var første gang det skete for familien, og hun svarede: “nej, nej nej, slet, slet ikke!”, hvilket bekræftede mig i at de har været i rematch mange gange før. Det får mig i det mindste til at føle lidt bedre.

Det allerværste ved hele situationen lige på det tidpunkt var, at det var midt om natten hjemme i DK. Så jeg kunne hverken tale med min mor eller far. Men heldigvis for mig står min far altid op kl 6, så jeg skulle kun vente til kl 12 min tid før jeg kunne FaceTime med ham. Det var simpelthen så rart, og jeg tudede hele vejen igennem det 45 min lange opkald. Derefter fik jeg talt med min mor, og det var igen super, super rart. Hvor er jeg bare heldig, at jeg har sådan en fantastisk støtte hjemme i Danmark, det betyder simpelthen mere end hvad ord kan beskrive.
Også de fantastiske piger her i Arlington har været skønne med deres opmuntrende kommentarer, og deres tilbud om at hjælpe mig. Så tak, damer. Det betyder alverden!

Så hvad så nu?
Det eneste jeg rigtig ved lige nu er, at jeg om ca. 2 uger enten befinder mig hos en ny familie hjemme i Danmark. Det er underligt at tænke på! Jeg vil bare ikke hjem, virkelig ikke. Mit eventyr er slet ikke slut endnu, og jeg vil bare for alt i verden ikke sidde med samme følelse af at give op og være svag, som jeg havde efter jeg sagde op i militæret. Det kan jeg ikke gå igennem en gang til.

Jeg skal tale med min vejleder senere i dag, efter hun har talt med min host mom. Jeg ved, at jeg skal arbejde ugen ud, og derefter ved jeg ikke hvad der skal ske – om jeg bare skal arbejde indtil jeg skal enten hjem eller til en ny familie; om jeg ikke skal arbejde men stadig bo her; om jeg skal finde et andet sted at være indtil jeg skal til ny familie eller hjem – der er en masse ubesvarede spørgsmål lige nu, og det er ikke særlig rart ikke at vide om det hele slutter nu.

Så ja, det er situationen lige nu…