BROK OG HÅRDE TIDER

Som fortsættelse af mit seneste brok-indlæg kommer her endnu et, for så moden er jeg bare, lol. Og en lille opfølgning på mit sidste indlæg: svaret fra moren var, at “hun da ikke håbede jeg forventede, at de ikke ville komme ind! Det er jo bare små drenge! Og de spiller jo Wii nede ved badeværelset, så de bruger det jo også.” Ja det fandt jeg ud af, de jeg kom derud og der var tis i kummen og ikke mere toiletpapir. og ååårh, hvor jeg bare overhovedet ikke er enig i morens holdning! De yngste er 8 år gamle! De er da gamle nok til ikke at komme ind på mit værelse, og endda tage min private computer og begynde at sidde og bruge den! Jeg mangler ord. Og dem som kender mig ved, at det ikke sker tit hahahahaha

Ej, men dybt seriøst så har jeg det ikke skide fedt i denne familie, og faktisk har jeg lavet en liste over de ting, jeg er utilfreds med, så det er nemmere for mig selv, når og hvis det skal fremlægges for moren her i hytten. Here it goes, og jeg advarer jer, det er noget af en lang smøre, LOL

Here we go

En af de første dage sidder jeg og taler med moren, og vi kommer ind på min alder, og hun tror åbenbart jeg er 20 (hvilket jeg bliver om et halvt år), og jeg fortæller hende, at jeg altså kun er 19. Hun fortæller mig så, at hvis hun havde vidst jeg kun var 19 (altså blot 6 måneder fra det hun selv troede), så havde hun aldrig valgt mig! Og at det faktisk stod mellem mig og en ellers rigtig, rigtig sød svensk pige, som virkede super god, men at det kun blev mig fordi jeg har boet ude. SLAM! så fik man den!

Derudover er der hele privatlivs-situationen. Det skal dog siges, at jeg nu har fået lås på badeværelset. Hurra. Fantastisk. Find bordbomberne frem.

En anden ting er, at det meget ofte er mig, der skal være hende den slemme. Selvom både moren og jeg er til stede, er det eksempelvis stort set altid mig, som skal gå ned og sige, at børnene ikke må spille x-box mere, eller at de skal slukke for TV-et. Fair nok at jeg skal være lidt streng til tider når jeg er alene med dem. Men altså.
I fredags var min fridag (torsdag aften gav hun mig fri fredag, fordi jeg gjorde hende opmærksom på, at jeg har krav på halvanden fridag om ugen), men alligevel tog med med ud på børnenes skole fordi de skulle vise et teaterstykke. Og også efter det stykke da vi stod udenfor, bad hun mig om at gå ned og hente børnene fra legepladsen. Og hvis de bare i det mindste gjorde som man sagde, de her børn, så ville det jo ikke være det store problem. Men det gør de bare ikke – de bliver så vrede, begynder at tude, ignorerer dig etc.

Herudover er det ofte indirekte mig, som får skylden for en masse småting:
Børnene sidder og råber og skriger ved bordet, tér sig og har ingen respekt. Moren giver dem advarsler, som at hvis de råber igen skal de gå op på deres værelse. Børnene råber igen. Bliver de sendt på deres værelse? Nej. Får det andre konsekvenser? Nej. Nå, men så siger moren til dem, at de vist er meget trække siden de opfører sig sådan, og at de vist ikke har sovet nok i nat, så det må være grundet til deres opførsel. Og det var mig som lagde dem i seng natten før (ja, det var senere end normalt, men vi var ude og spise med hendes svigermor, børnene og jeg, da de skulle til et aller andet. Det var ikke min beslutning).

Nede på mit værelse inde i skabet er der en lampe, som lyser skabet op. En dag stoppede den med at virke, så jeg tog lysstofrøret ud af lampen og spurgte moren, om det var muligt at få en ny. Hun fortæller mig over de næste dage hvor langt væk butikken hvor en ny kan købes ligger, hvor besværligt det bliver. Da jeg så endelig får en ny lampe kører hun meget rundt i, at hun var i 3 forskellige butikker for at finde den, og at den havde været dyr. Men det er da ikke min skyld, at den ikke virker!

Jeg har værelse på nederste etage, hvor børnenes “spillerum” også er, altså der er et kæmpe TV, sofaer, og deres elskede Wii og x-box. hele nederste etage er ligesom et stort rum, og så er der mit værelse. En dag jeg kom op i køkkenet gjorde hun også meget ud af at fortælle mig, at hun har måttet underholde de her børn i flere timer, så de ikke gik nedenunder og larmede og vækkede mig. Det er så svært at forklare det, for det er som om hun pakker sin ‘kritik’ ind, så det lyder som om hun bare er sød og ikke vil have de vækker mig.

En anden dag var det mig som stod for snacks til børnene, og de fik virkelig ikke ret mange, da moren intet havde sagt om de snacks. Til aftensmaden spiser børnene ikke ret meget, og hun spørger dem om “de har fået for mange snacks, når nu de ikke spiser op?”

En anden dag sad vi tilbage efter børnene havde forladt middagsbordet, og hun spørger ind til hvad jeg godt kan lide at træne hjemme i Danmark, og hvor ofte. Jeg fortæller, at da jeg kom hjem fra militæret trænede jeg en del fordi jeg allerede var kommet i form, men at det fadede lidt ud. Hun kigger meget undrende på mig, og siger: “vent, hvad? Sagde du militæret?”. Hun så utroligt forarget ud da jeg fortalte om det – men det værste er, at det står i min ansøgning at jeg har været i militæret – men den har hun så åbenbart ikke læst igennem?! Jeg forklarede hende, at det jo ikke er fordi jeg støtter krig i den forstand, at jeg synes krig er en god ting. Men hun så meget forarget ud. Det er altså spøjst

Som nævnt tidligere er hun ikke meget for at give mig mine fridage; halvanden dag i træk om ugen, og en hel weekenden fra fredag aften og hele lørdag og søndag pr. måned. Den weekend jeg ankom har hun besluttet tæller som denne måneds friweekend, på trods af at jeg passede hendes børn en aften – altså kunne jeg jo ikke tage ud og lave noget. Så det var den friweekend. Derudover har hun tænkt sig at give mig 2 friweekender i træk fra nu af, da der ikke er krav på, at det skal være hver 4. weekend jeg har fri. Så eksempelvis kan hun give mig 4. weekend i maj og 1. weekend i juni. På den måde kan hun vente knap 7 uger til hun skal give mig friweekend igen. Så det kan godt være jeg får 2 i træk, men det er altså ikke særlig fedt for mig. Og i går aftes da vi havde det obligatoriske møde med LCC’en (den kontaktperson/vejleder, man er tilknyttet i området – tror det står for local childcare consultant eller sådan noget), sad hun og fortalte om hendes planer som om jeg var en arbejder hun har købt fra østeuropa eller sådan noget. Meget spøjst. Og så efter mødet da LCC’en var gået, spurgte moren om der var andet jeg ville tale om, gav mig et kram og sagde, at hun virkelig gerne vil have, at vi har et godt forhold. Whaaat – hvor kom det fra? Jeg begynder at tro, at hun slet ikke selv ved, hvordan jeg opfatter hendes opførsel. Jeg ved godt jeg er nødt til at tale med hende om det, men har bare ikke lyst og ved jeg begynder at tude, hahaha. Jeg er den største tudemarie i verden – har allerede tudet 3 gange eller sådan noget, og har kun været hos familien i 10 dage, hahaha!
Hun er bare svær at finde ud af altså. En dag da jeg var alene med en af børnene tudede han i 10 minutter, fordi han ikke ville gå en lille tur med hundene. Men det skulle han altså, for det havde hans mor sagt. Så jeg fik ham endelig ud på denne her tur, og han var så sur at han ikke gad tale til mig hverken på turen eller da vi kom tilbage. Nå men fair nok – det var bare rart for mig med stilhed! Burde få dem til at gå tur med hundene noget oftere, ha ha ha ha! Nå, men så gik han ind til computeren, og da jeg ved der er ting de ikke må på computeren satte jeg mig i hjørnet og læste i en bog. Men han har åbenbart sladret til sin mor, for hun sagde senere, at jeg ikke skal sidde og overvåge dem. Okay fair nok så. MEN her forleden dag, da både moren og hendes mand var hjemme, og jeg gik i køkkenet og gjorde rent, kommer hun pludselig ud til mig og skælder mig ud, fordi hendes barn ser ting på computeren, han ikke må. Så nu var hun sur over, at jeg ikke overvågede dem. Det er sgu ikke nemt at finde ud af!

Generelt har jeg det bare ret så anstrengt med de her børn. De er sindssygt uforskammede, uopdragne, stædige… Og jeg prøver virkelig at lave sjove ting sammen med dem, give dem godnat-kram, fortælle dem at jeg godt kan lide dem. Men de kan virkelig være grove. “Your tattoos are horrible!”, “eeew you have pimples! that’s gross!”, “oh my god, you have a huge chin! it’s just huge!”. De er så pisse provokerende. Det er bare som om vi ikke har nogen ‘connection’, børnene og jeg. Vi har ikke lyst til at være i hinandens selskab. Og au være au pair handler jo om børnene – det er dem jeg har fokus på, og dem jeg skal bruge rigtig meget tid sammen med. Så det burde jo være den gode del af jobbet. Og normalt kan jeg rigtig godt lide børn – jeg er ikke sådan en børnehader, og jeg er normalt meget tålmodig når det kommer til børn. Og det er yderst sjældent, jeg møder et barn jeg ikke kan lide. Og så ender jeg hos en familie med 3, jeg ikke klikker med. Fedest manner. fedest.

Jeg er normalt sådan et smilende menneske med en hel masse energi og mod på at prøve nye ting, men efter de her 10 dage hos familien føler jeg mig helt drænet, jeg har slet ikke lyst til at have noget med dem at gøre, jeg får helt ondt i maven ved tanken om, at de kommer hjem om under 3 timer.

I dag mødtes jeg med en fransk pige som også er au pair, og hun har været i rematch. Hun fortalte, at da hun var hos den tidligere familie have hun det præcis på samme måde, og at hun ville ønske hun skiftede familie noget før (hun holdt ud i 6 måneder. Dét er crazy! Stakkels pige).

Se, jeg går selv og overvejer rematch (altså at skifte familie), men det er ikke bare sådan lige til.
For det første er jeg nødt til lige at give det her en ærlig chance. Jeg er nok nødt til at blive her nogle uger mere, for at se hvordan det bliver.
For det andet er jeg jo nødt til at tale med min host mom om det. Men hvordan fortæller man lige en mor, at man ikke synes det er fedt at passe hendes børn???
For det tredje er det et stort sats at komme i rematch – du får 2 uger til at finde en ny familie, og hvis du ikke finder én du vil bo hos, så må du tage hjem til Danmark igen, og det er slut. Du er ikke au pair mere, og alle penge og tid er spildt. Slut prut finale. Så det er altså noget man lige skal have med i overvejelserne!

Dog skal det nævnes, at halvdelen af de piger jeg har mødt so far har været i rematch. Det er ret vildt! Så der er en masse overvejelser der skal tænkes igennem.

Og det er svært, for i dag har min host mom f.eks. været rigtig sød ved mig, og så er det bare endnu sværere for mig at sige noget. Jeg har tænkt mig at skrive alt det ned jeg vil sige, og så læse det op. Jeg tror, jeg i første omgang bare vil tale med hende om børne, så hun ikke føler, hun bliver angrebet personligt. Jeg vil nok bare sige noget i stil med, at jeg ikke føler vi har nogen connection, børnene og jeg, og at jeg ikke føler de respekterer mig på nogen måde, samt spørge om der er noget jeg gør forkert. Problemet er bare, at de jo heller ikke lytter til hende – i starten troede jeg nemlig bare, at de testede mig lidt af, men hvis de ikke lytter til deres egen mor, hvordan i alverden skulle jeg så få dem til at lytte til mig?

ååååh for søren da, det er ikke nemt. Forslag og gode råd modtages med kyshånd!

Nu vil jeg begynde på et “ugens recap”-indlæg.

Farveller