Halløjsa med jer

Der er sket en del siden sidste weekend, hvor jeg stærkt overvejede at sige op. Sagen er nemlig den, at jeg efter meget overvejelse og tænkning (er det overhovedet et ord?) kom frem til, at det for mig var den rigtige beslutning at sige farvel og tak for denne gang.

Så mandag morgen gik jeg ind og sagde op, og jeg har haft sidste dag i dag. Det er underligt, men den altoverskyggende følelse er, at det er rigtig rart og den rigtige beslutning. Jeg har bestemt været glad for det, og jeg har overvundet mange udfordringer og skubbet en del grænser. Eksempelvis var vi på felttur i denne uge:

Vi startede mandag, hvor vi var i felten hele dagen. Da vi fik fri om aftenen havde vi lige et par timer at sove i, før vi skulle op igen kl 2400 og stille i gården med fuld oppakning 0130. Så var det ellers afsted, og hele natten var vi i gang. Om morgenen fik vi vist lige en time på øjet hvis jeg husker rigtigt. Tirsdag var vi også i gang hele dagen, og her var vi igennem en vandpassage, hvilket vil sige at man skal svømme over en sø kun iført regntøj og intet indenunder. Ens ting er pakket i poser i rygsækken, og rygsækken er pakket ind i en teltflage. Den kan flyde, og den skubber man så foran sig over søen. Det var hjernedødt koldt, og det var endnu koldere at komme op i vandet igen for at smide alt klunset og få noget tørt på. Det er ikke for sarte sjæle – som den eneste pige i min gruppe måtte jeg på lige fod stå splitter-Hansjørgen og få skiftet. Men når man fryser så meget og er så presset, er det eneste man tænker på at få det overstået. Så gik vi ellers videre, og vi var alle sammen godt kvæstede. Vi havde stort set intet søvn fået, og havde stadig ikke fået noget mad. Endelig kom vi frem til destinationen, hvor vi lå en time eller to og sikrede området – eller dvs. kæmpede for at holde os vågne. Jeg kan fortælle, at det faktisk er muligt at falde i søvn stående. Så ved i det. Det er også muligt at falde i søvn stående mens man står og skriver på en blok… I alt gik vi omkring 30 km, og det er satme ikke så lidt – især ikke med en hel masse kg. på ryggen.

Nå, kl. omkring 14 vil jeg tro, fik vi endelig noget mad for første gang siden vi tog afsted hjemmefra 13,5 timer tidligere. Maden: en halv fisk, 2 gulerødder og en kartoffel. Vi tilberedte selv den ellers rå (og hele!) fisk, men man var stadig pænt sulten bagefter. Kl. 16-17.30 ca. sov vi, og så var det ellers videre. Vi gik og gik og gik, og lavede lidt forskellige ting indtil vi omkring kl 10. næste dag (tror jeg nok – ca. der omkring i hvert fald) kom hjem på kasernen. Vi havde i det tidsrum der fra 17.30 til 10 sovet yderligere 3 timer tror jeg. Men mad havde vi ikke fået noget af siden. Så man var sgu en kende presset. Vi havde også lige i mellemtiden været igennem endnu en vandpassage da vi var for langsomme første gang. Fuck mand, jeg var presset. Vi stod i vores våde og kolde regntøj, held nøgne indenunder, og i været drivvåde og kolde kondisko og ventede måske 45 min på at komme i det kolde vand og svømme over, for at få tøj på igen. Det var så koldt…

Torsdag lavede vi lidt forskellige ting på kasernen, og i dag fredag gjorde vi lidt rent og så afleverede jeg og en anden pige der havde sidste dag i dag ellers bare vores ting, fik vasket noget tøj og sådan lidt. Jeg fik underskrevet nogle papirer, og nu er jeg ikke længere rekrut i Den Kongelige Livgarde.

Og hvad så nu?

Nu er jeg i gang med at skaffe mig et job som bartender, garderobepige eller noget i den stil. Det tror jeg er rigtig fedt, i hvert fald at være bartender. Og hvis jeg bliver garderobepige eller entrépige etc. ville det også være super fint, for man skal jo starte et sted. Har jeg ikke et job inden en uge tager jeg nogle vagter på Mac’en indtil jeg får et andet job. Jeg var bestemt super glad for Mac’en, men jeg kan godt mærke jeg har brug for at prøve noget nyt lige nu.

Så skal der arbejdes i nogle måneder, og omkring januar regner jeg med at smutte til spanien eller lignende i nogle måneder, hvor jeg vil arbejde og bo. Og så må vi se hvad der sker.

Studie er der ingen planer om lige nu – jeg har virkelig brug for at lave noget hvor jeg ikke skal op kl lort hver dag, og hvor jeg har noget fritid og lidt kan gøre hvad jeg vil. Nogle vil måske kalde det at finde sig selv. Det ved jeg ikke, det kan da godt være det er det jeg er ude i.

Jeg ved godt mange af jer er meget uforstående overfor min beslutning. “Jamen du var da så glad for det Laura? Du snakkede så meget om hvor fedt det var?” Jo, det gjorde jeg. Og der var også mange gode oplevelser, og det er dem jeg har valgt at dele med jer. For jeg ville jo så gerne være glad for det. Jeg ville så gerne, at det bare var the shizzle og the time of my life. Og det var det på nogle punkter, men der var bare så meget der gjorde, at jeg blev mere og mere øv for hver dag der gik. Som beskrevet i dette indlæg oversteg bunken med de dårlige ting bare bunken med de gode. Og jeg er super glad for min beslutning.

Inden jeg startede var jeg meget i tvivl om hvorvidt jeg ville kunne klare det – om jeg ville kunne følge med fysisk. Og hvis jeg havde sagt op pga., at jeg er for svag, ville jeg se det som et kæmpe nederlag. For for faen hvor er der bare mange, som ikke har troet en skid på mig – som bare har gået og ventet på, at jeg gav op. Men jeg gav fanme ikke op, jeg kæmpede og jeg kom igennem de fucking hårde udfordringer, som tiden i Livgarden gav mig. Jeg gennemførte felttur 1, jeg gennemførte 10 kms march/løb med fuld oppakning, jeg gennemførte felt 2 osv. Og det er jeg fucking stolt over. Det er jeg sgu.

At jeg til sidst indså, at jeg ikke længere var der for min egen skyld, men for ikke at skuffe mine forældre og alle dem som troede på mig, er sgu en helt anden snak. For det er i mine øjne ikke at give op, men at se i øjnene at Livgarden bare ikke var noget for mig.

Jeg kommer til at savne alle de andre hjernedødt meget, og jeg krydser alt hvad jeg har for at skader eller andet ikke slår de resterende damer ud. Jeg var 8. pige der stoppede, og de er vist 11 tilbage. You can do it girls!

Om i derude er enige med mig i min beslutning, eller om i synes jeg er et skvat er helt op til jer. Det er sgu i orden lige meget hvad i tænker. Men en ting er sikkert og vist; jeg er glad for min beslutning, og i kan tro jeg står ved den.

Det var alt for nu

Nu må vi se om jeg bliver ved med at skrive herinde – det er jo nu engang meget hyggeligt

Adios amigos

Goodmornings to you
Klokken er nu lidt i 8, og jeg er hjemme hos min far hvor jeg har sovet i nat. Kl 10 er der lækker morgenmad, og efterfølgende regner jeg med at ses med en veninde. Derefter går turen til kasernen…. For måske sidste gang.
Sagen er den, at jeg virkelig har fået nok af det hele. Jeg har totalt mistet glæden ved at være værnepligtig, og jeg kan ikke forestille mig hvad der skulle ændre hvordan jeg har det.
Lige fra starten har der været ting som er mindre fede, men det er også helt ok, og det vil der være alle steder på alle arbejdspladser. De dårlige ting valgte jeg at lade være med at fokusere på, og ikke at skrive så meget om her inde. Men de ting jeg virkelig ikke synes om hobede sig op så det eneste jeg egentlig godt kunne lide at lave var eksercits (‘øvelser’ med og uden gevær, eks omkringvendinger, march, at præsentere gevær osv.). Men den glæde forsvandt også, og nu er jeg bare godt og grundigt træt af det hele.
Jeg er super træt af, at jeg aldrig har tid til at smage på maden, men bare skal spise hjernedødt hurtigt, træt af ikke at drikke vand fordi jeg ved jeg ikke har tid til at gå på toilettet, træt af ikke at få noget søvn for at stå op kl 5 og gøre rent, træt af den konstante kontrol, træt af at al kommunikation fra sergenternes side er enten ordrer eller skideballer, træt af at blive rettet på konstant, træt af at blive kørt på personligt af sergenterne, træt af ikke at have en skid fritid, træt af at rende rundt i en skov og lege spejder. Og især er jeg træt af at ligemeget hvor hårdt vi piger kæmper, vil vi altid blive overhalet af drengene. Vi vil altid være de dårligste..
Det eneste fede der er tilbage lige nu er de andre rekrutter. Hold nu op hvor har jeg været heldig med dem, det er virkelig skønne mennesker.
Nå, men som i så måske har regnet ud, går jeg med tanken om at sige op. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle blive – jovist ville det se mega godt ud på mit CV, og sikkert lære mig en masse ting om mig selv og livet og bla bla bla, men at stå op hver morgen med ondt i maven og et brændende ønske om ikke at være der, samt gå i seng med ondt i maven over tanken om i morgen, for så ikke at kunne falde i søvn, i de næste 6 måneder, det synes jeg ikke er det værd.
Nu taler jeg med en overordnet mandag, og så må vi se.
Jeg skylder en opdatering.
Ses

PS. Tabte mit gevær på jorden og skulle derfor skrive et digt til det, som skulle læses op foran alle (klart lærer jeg da vildt meget af det. Klart. Lol). Bedøm det selv

Hallowdy

Så er det endnu engang blevet weekend, og jeg må heller opdatere lidt herinde, selvom jeg ærligt godt kunne komme på en ting eller to, jeg har mere lyst til. For eksempel at sove… og at sove… og at sove lidt mere. Men altså

I denne uge har den blandt andet stået på march. Ah, det lyder da stille og roligt, tænker man måske. og ja, det kan det da sikkert også være. Det var bare ikke lige tilfældet. For denne march var på 12 kilometer, og foregik en del af tiden i løb. Nåh, jamen det er vel også lige til at overskue, sådan en rask gåtur? Jaaeh. Tilsæt så lige fuld oppakning. Tilsæt militæruniform med tilhørende kampstøvler 2 numre for store. Tilsæt så en gavmild håndfuld vabler, og krydr med en råbende oversergent i umenneskelig god form. Server efter flere timers exercit. velbekomme.

Men … vi gjorde det fandeme! Vi gennemførte skidteraset, og det var fanme den fedeste følelse. De første 5 km var virkelig hårde, men nogle af vores fantastiske fyre hankede op i os damer, og sammen kom vi igennem. Jeg blev endda tilbudt at smide geværet – det skulle de nok bære for mig. Jeg ville dog selv, men det var godt nok sødt gjort. Da det var aller hårdest blev jeg taget i hånden og trukket i den rigtig retning med opmuntrende kommentarer og “kom så Frederiksen, du kan godt!”. Efter de første ca 5 km skete der et eller andet med mig – selvom det helt klart stadig var hårdt, gik det hele bare lidt nemmere derfra. Jeg tror det skete da jeg stoppede med at have ondt af mig selv, lagde tanken om at ligge mig ned i vejkanten og nægte at gå videre fra mig, og begyndte at sige til mig selv at det bare er smerte, og at smerten ikke ville vare evigt. Og det virkede. Og vi gennemførte det. YES!

Torsdag stod den på min yndlingsdiciplin af dem alle – skydebane. Vi skød 5 skud 2 gange, og så gjaldt det ellers den kontrolskydning, det er et krav man skal bestå for at få lov til at gå vagt. Det skal siges, at består man den ikke i første forsøg (og det var der mange der ikke gjorde), får man en chance mere indtil den er der. Jeg bestod heldigvis, og endda i første forsøg. Succes! Efterfølgende fik vi lige lov til at skyde 28 skud hver, lidt for sjov. Det var fedt! Jeg elsker bare at skyde. Da vi blev hurtigt færdige fik sergenterne den “gode” idé, at vi skulle gå en lidt anden vej hjem – nemlig gennem terræn. Og jeg skal lige hilse og sige, at det var mudret. Vi travede gennem den ene mudderpøl efter den anden. Og på et tudspunkt kommer vi til en kæmpe en af slagsen, hvor vi alle blev beordret at gøre holdt, tage vores rygsække af og ligge dem til højre ret. Og så var det ellers alle mand igennem! Ned i pølen, hvor der var mudder til knæene, og så 5 burpees. Til dem der ikke kende den øvelse går den ud på, at man smider sig ned på maven og springer op igen med hændene over hovedet. Derefter skulle vi kravle ca 10 m i lav kravl gennem noget mudder. Vi var selvsagt kodylt mudrede bagefter – men det var fedt! Da vi kom tilbage til kasernen blev vi linet op på en række og så ellers spulet igennem. Tror sergenten havde en fest over at stå og spule os, haha 😀

Men det efterlod os med stadig meget beskidt tøj. Så en af de andre damer fra stuen og jeg tog en taxa til min lejlighed i nordvest, hvor vi brugte 3 timer på at vaske vores eget og 3 af de andres tøj. Så i en taxa tilbage. pris: 950 kr. Sådan er det jo bare.

En anden morgen – tror det var tirsdag – stod vi alle sammen ganske fredeligt til stueeftersyn, da sergenten stopper op foran mig (jeg er den første når man kommer ind), og stirrer længe på mig. Så skriver mit navn i sin lille bog sammen med noget andet. Jeg bliver sgu en kende nervøs, og kan ikke se hvad det er han skriver under mit navn. Så spørger han mig om det er korrekt jeg er landstalsmand, hvor jeg så svarer at nej, det er jeg ikke længere. Han spørger så om det ikke er korrekt, at jeg har været på kursus, hvortil jeg så svarer, at jo det har jeg. Så har jeg vel lært om personlig soignering? Jo joooh, det har jeg da måtte jeg svare, mens jeg i vild panik gennemtænkte alle mulige scenarier: Har jeg børstet tænder? Lugter jeg? Har jeg ikke taget deo på? For jeg har da været i bad! Er min skjorte ikke ren? Har jeg meget ørevoks? Men så fortæller sergenten, at jeg vel er klar over at fyrene hver morgen barberer sig? Jo joooh, det er jeg da klar over. Måske fordi vi alle sammen stod i planken mens 3 af fyrene var inde og barbere sig igen fordi det ikke var godt nok en af de andre dage, men det er så en anden sag. Så kom sergenten her endelig frem til, at jeg altså havde til mandag til at fjerne mit skæg (læs: stort set usynlige dun på overlæben, som alle mennesker i verden er i besiddelse af). Og var det ikke godt nok mandag, kunne jeg få lov at barbere det væk med en skraber. Og det gælder alle på stuen. Så vi har sørme alle sammen vokset overlæber. LOL. Det er så fjollet. Men sådan er det altså.

Ellers er der ikke sket det helt store – det har været en meget chill uge. Her i går havde vi idrætsdag, og det var faktisk rigtig sjovt. Det var på tværs af kompagnier – vi var inddelt i vagthold, hvilket vil sige at eks. 3. deling fra 1. kompagni og 3. deling fra 2. kompagni var på hold sammen. Det er os der kommer til at være 3. vagthold i vagtkompagniet, og det var super fedt lige at få talt med dem nede fra 1. kompagni, man ikke kender i forvejen. og de er jo skide søde alle sammen, så det kunne ikke være bedre!

jeg glæder mig simpelthen SÅ meget til vi rykker til Gothersgade, det kan slet ikke beskrives. Jeg har været meget nervøs for om jeg kan gennemføre den grønne tjeneste, fordi det er så hårdt fysisk til tider. Det er egentlig kun på sådan noget som 10-kms-march samt på feltture det er rigtig hårdt, og det er jo ikke så ofte vi skal det, men det er dér jeg seriøst overvejer, om jeg har det der skal til. Men vi er halvvejs gennem den grønne tjeneste allerede (!!!), og jeg skal bare gennemføre! At sige op er simpelthen bare ikke en mulighed – heller ikke selvom man får lidt knubs en gang i mellem. Dette billede er taget nogle dage efter vi var på forhindringsbane første gang: 

Okay, man kan faktisk næsten slet ikke se det på billedet. nå…

Og med de ord vil jeg slutte af, for jeg har lige noget netflix jeg der venter på mig, hæ hæ

vi ses på grillen

knuz med z

Ohøj ohøj

Så er der store nyheder – det er i hvert gald noget stort i min verden

Da jeg stillede op til landstalsmand rørte det mig ikke så meget, at jeg ville gå glip af at gå vagt og bo inde på Gothersgade. Jo, det var da selvfølgelig super ufedt, at jeg ville gå glip af at bo sammen med alle de andre, men jeg kunne godt leve med det.

Men som tiden gik efterfølgende kunne jeg bare mærke, at det ændrede sig – jeg glædede mig ikke længere, og jeg fik rigtig ondt i maven hver gang jeg tænkte på det.

Jo mere tid vi brugte på eksercits, jo større interesse fik jeg i at vise dem frem. Jeg begyndte at glæde mig rigtig meget til at gå vagt, og det var bare så surt at tænke på, at det kun ville ske et par gange om måneden.

Og jo mere tid jeg brugte sammen med de dejlige damer på min stue, samt alle de andre dejlige mennesker jeg blev venner med, jo mere øv var det, at jeg ikke skulle være en del af fællesskabet inde på Gothersgade. For jeg ville jo slet ikke være en del af sammenholdet – når jeg har fri, ville de sikkert gå vagt, og de spontane byture ville jeg ikke have en chance for at deltage i.

Derudover synes jeg allerede, at jeg er gået glip af en del fagligt. Jeg har for eksempel misset en hel skydedag, og før det første er det noget værre røv at misse undervisningen, men for det andet er skydning min absolutte favoritting, vi foretager os. Også i førstehjælp er der timer, jeg er gået glip af.

Når alle faktorer er sat op mod hinanden, så synes jeg bare ikke det var det værd. Så jeg tog den beslutning at give posten videre.

Det der egentlig var den afgørende faktor, som fik mig til at træffe valget, var da en af serganterne sagde: “i skal fucking glæde jer til i kommer i vagtkompagniet. Det bliver det fedeste – i kommer ikke på noget tidspunkt i jeres liv til at opleve noget, der er bare halvt så fedt!”

Så sådan er det. Jeg har det som om jeg lige har smidt 100 store sten af skuldrene. puuuuuha.

Goddag! Så har jeg endelig fået tid og overskud til at skrive herinde igen – det er også 2 uger siden sidst!

Jeg har virkelig haft meget at se til, og den fritid jeg ikke har er blevet brugt til støvlepuds og vedligeholdelse…

I sidste uge var jeg tirsdag til fredag på CENTA-kursus inde ved Holmen, som er et talsmandskursus, hvor man lærer en hel masse om det at være talsmand, og som suppleant var jeg også med. Det var super spændende, dog lidt langtrukkent til tider, men  ellers virkelig fint. Jeg tog hjem og sov i min lejlighed, og det var fandeme rart at sove i sin egen seng! Onsdag havde jeg sat vækkeuret tidligt nok til, at jeg kunne være på kurset en halv time før start – jeg hader at komme i sidste øjeblik, og så stoler jeg i øvrigt ikke en fløjtende fis på den offentlige transport. Noget andet jeg heller ikke burde have stolet på var mit vækkeur; for jeg vågnede i vild panik en halv time efter jeg skulle have været ude af døren. fuck. Jeg gik virkelig i panik, for det er satme vigtigt at være der til tiden og se ordentlig ud – jeg repræsenterer jo Den Kongelige Livgarde, for fanden! Jeg havde stadig grønt hår fra dagen før, hvor vi havde været sløret i felten, så jeg sprang direkte i bad. Da jeg kom ud ringede jeg efter en taxa, mens jeg i vildskab forsøgte at komme i tøjet. Det var første gang jeg skulle vise mig offentligt i min uniform, og det er et kæmpe ansvar – for det skal bare spille 100 % og se godt ud. Men jeg kom i taxaen, og 300 kr. senere ankom jeg til Holmen – 5 minutter før tid. phew! Det var på et hængende hår, men jeg nåede det. Første dag fik vi udleveret en nøgle til et værelse, der var stillet til rådighed for os, men som sagt valgte jeg ikke at gøre brug af tilbuddet, da jeg hellere ville hjem og sove. At jeg ikke afleverede nøglen tilbage med det samme viste sig imidlertid at være en rigtig, rigtig dårlig idé – for fredag morgen da vi skulle aflevere nøgler tilbage gik det op for mig, at jeg i kampens hede havde glemt den derhjemme. Så da vi alle sammen fik fri om fredagen skulle jeg hjem og hente nøglen. øv bøv. Jeg skulle dog i byen i aften, så jeg afleverede den på vej til byen. Så det var ikke så slemt.

Den følgende mandag havde vores kompagni fri – dog skulle vi talsmænd og suppleanter på endnu et kursus – det foregik på kasernen, og varede ikke mere end ca 6 timer. Men ingen fridag til os. Til mødet skulle der til slut vælges kompagnitalsmand (dvs. for 3 delinger – 150 mand) og landstalsmand (begge kompagnier – 300 mand). Jeg havde tænkt meget over, at det kunne være super fedt at være landstalsmand. Den eneste hage ved det er, at når de andre om 3 måneder overgår til vagtkompagniet og flytter til Gothersgade, skal talsmanden blive boende på Høvelte Kaserne. Det kan godt blive lidt ensomt, da man jo rimelig meget ryger ud af fællesskabet. Men jeg valgte at stille op til posten alligevel – det var vi vist 7 der gjorde. Og jeg vandt! Det havde jeg virkelig ikke regnet med. Virkelig ikke! Så nu er jeg den første kvindelige landstalsmand i Den Kongelige Livgardes historie! At være landstalsmand er et fuldtidsjob, som for mit vedkommende rigtigt begynder om 3 måneder og 4 måneder frem. Selvom jeg ikke bor inde på Gothersgade, skal jeg selvfølgelig stadig gå vagt. Men hvor de andre har flere vagter om ugen, er det faktisk kun et krav at jeg har én om måneden. Jeg bestemmer selv hvornår og hvor mange jeg vil tage – bare jeg kan fuldføre talsmandsjobbet ordentligt. Så jeg vil prøve at få så mange som muligt, da jeg heller ikke vil miste båndet til de andre. Så det er den eneste hage ved det – det med ikke at flytte med til Gothersgade – og jeg har virkelig tænkt over det. Men jeg får så meget ud af at være landstalsmand; jeg tror virkelig, det vil give mig nogle kompetencer, jeg ikke kan få andre steder. Og så vil jeg bare rigtig, rigtig gerne gøre en forskel, hvor kliché det end lyder.

Så stort tillykke til mig!

Jeg gik selvfølgelig glip af nogle ting mens jeg var på kursus; kontrolskydning, fysisk test, foto, delprøve og svar på radio-prøve.

Delprøven havde fundet sted fredag, og her kom nogle befalingsmænd fra Vagtkompagniet for at kontrollere, at vi kunne finde ud af at lave eksercits. Min deling gjorde et skide flot stykke arbejde, og bestod med bravour. Derudover blev vi kåret som ugens deling – og også den deling, som gjorde det bedst til eksercitprøven! SÅ godt gået af dem alle sammen. Mor er stolt <3 lol

Er selvfølgelig super ærgerlig over ikke at være med til at vinde sådanne udmærkelser, men sådan er det.

Kontrolskydningen må jeg gennemføre næste gang vi er på skydebane, og mit foto får jeg taget når fotografen kommer ud igen.

Radioprøven fandt sted for et par uger siden og bestod af 2 dele: en praktisk og en skriftlig. Og mine resultater var faktisk rigtig gode. I den praktiske havde jeg scoret 22 ud af 22 mulige point. I den skriftlige havde jeg også klaret mig godt, men scorede ikke fuldt på point. Jeg kan ikke lige huske hvad tallet hed. Det ser jeg lige på når jeg kommer tilbage til kasernen senere i dag.

I denne uge har vi tirsdag været på SKYT-dag (så vidt jeg husker. det er svært at holde styr på det hele, lol). Onsdag skulle vi på vores første felttur, som går ud på at man også overnatter i felten. Og det var godt nok noget af en oplevelse på godt og ondt. Vi skulle bl.a grave et halvanden meter dybt hul, som var stort nok til at der snildt kunne stå 4-5 mand dernede. Det var vagtpost Alfa, hvor vi i min gruppe på skift stod og holdt vagt en time ad gangen hele natten. Derudover var vi ude på patrulje, hvor vi i bulder-mørke var ude og observere. Det var fedt! Vi har også modtaget undervisning i diverse emner, og så var vi været ude og prøve det af. Det fedeste var helt klart, da vi sneg os ind på ‘fjenden’ (en anden deling) og nedkæmpede dem. Vi skød selvfølgelig kun med løst, men det var stadig SÅ fedt! Vi havde brugt noget tid inden på at øve hvordan man løber frem, og hvad man siger hvornår og sådan. Det lyder måske lidt tåbeligt, men det giver skide god mening, og det fungerer bare. Det var virkelig fedt at ligge der i sin skydestilling og fyre løs på fjenden, at søge dækning og skifte magasin, at storme frem, og ja det var bare en super oplevelse.

Dagen efter havde vi SKYT-dag igen, altså var vi stadig i felten. Derefter blev vi informeret om, at vi skulle igennem nogle baner – jeg kan ikke huske hvad de kaldte dem – men vi skulle altså gruppevis gennemføre nogle baner, og det gjaldt hovedsageligt om at gennemføre det med skide godt samarbejde, og så selvfølgelig gjaldt det også om at være den gruppe, der gjorde det bedst. På dette tidspunkt havde vi været ude i virkelig mange timer – vel omkring 30 – og jeg havde fået 1,5 times søvn sammenlagt. Vi var alle sammen godt brugte, og vores muskler kunne bare godt bruge noget varme og hvile. Men afsted det gik med fuld oppakning.

I første bane havde vi kun basis på (det bælte man har på, hvor spade, dunk-drikke, magasiner, CBRN-maske etc. sidder på). Her skulle vi kravle under pigtråd, bære en båre med en 60-kilos sandsæk op af en stejl bakke, og så skulle vi alle mand op over en væg på 3,5 m. eller sådan noget lignende. Det var pisse fucking mega hårdt, for det foregik i det hurtigste tempo overhovedet muligt. Og det var sgu svært at følge med drengene, det skal jeg ikke lægge skjul på! Det blev især hårdt da jeg faldt op af en af skråningerne og fik rigtig ondt i mit knæ. Jeg har som før nævnt haft rigtig mange problemer med mine knæ, men det har ikke været et problem mens jeg har været i forsvaret – kun lige første uge, men de skulle nok bare lige vænne sig til det hele. Nogle dage forinden var jeg faldet med fuld oppakning, og knæet var begyndt at gøre lidt ondt. Det var dog slet ikke slemt, så jeg gjorde ikke noget ved det. Men da jeg her på bane 1 faldt igen, begyndte det at gøre rimelig ondt igen. Jeg fortsatte dog og kom sammen med min gruppe gennem banen.

I bane 2 skulle vi skubbe en GD (militærbil) gennem en bane. Her opførte knæet sig fint, og det gjorde ikke mere ondt end jeg kunne klare det.

Bane 3 var den sidste, og her skulle vi have fuld oppakning på. Så begyndte gruppeføreren at løbe, og det gjaldt bare om at følge med. Og jeg skal lige love for, at det var hårdt – virkelig, virkelig hårdt! Jeg blev faktisk overrasket over hvor svært det var for mig at følge med. Især fordi jeg ellers er i ok form. Men for satan mand… Kender du det med, at man er i gang på løbebåndet med sveden løbende, og man tænker at man bare ikke kan mere, og at nu er man nødt til at sætte tempoet ned, fordi kroppen simpelthen ikke kan løbe mere? Det har de fleste nok prøvet. Men alligevel kan man altid lige klare 15 sekunder mere. Man kan altid tage et skridt mere. Men jeg siger jer: da vi løb der på sidste bane, følte jeg at jeg ville kollapse hvert øjeblik det skulle være. Jeg var sikker på, at jeg ikke kunne tage det næste skridt. Turene på løbebåndet i fitness føltes som det rene barnemad i sammenligning. Men rigtig svært blev det, da mit knæ for alvor begyndte at gøre ondt – som i skide fucking smertefuldt ondt. Jeg var presset. Rigtig presset. For jeg ville bare ikke give op. Jeg ville ikke kaste håndklædet i ringen og indrømme, at jeg ikke har hvad der skal til. Det var virkelig ikke fedt, og jeg blev langsommere og langsommere. Det aller værste var tanken om, at jeg ene mand var skyld i, at gruppens sluttid blev dårligere og dårligere. Da jeg satte tempoet ned til gang i stedet for løb følte jeg virkelig, at det var fysisk umuligt for mig at sætte i løb i gang. Umuligt som i, at hvis der stod en mand med en million kroner 10 meter foran mig, som ville være mine hvis jeg løb hen og tog dem, ville jeg stadig ikke være i stand til det. Selvom der stod en vred oversergent ved siden af mig og råbte af mig, så kunne jeg ikke. Og jeg har virkelig respekt for de overordnede. Jeg blev beordret at tage min rygsæk af. Men jeg ville ikke – jeg vidste jo godt det ville betyde, at en af de andre skulle bære den. Og der er 2 ting, jeg har aftalt med mig selv inden start, som det er virkelig vigtigt for mig, at jeg overholder: 1. at jeg ikke giver op. 2. at jeg ikke lader andre tage slæbet for mig, eksempelvis ved at bære min taske. Men han blev ved med at råbe, at nu fik jeg fandme den taske af. Så det gjorde jeg. Og for fanden for en rådden følelse jeg havde derefter. Jeg bad om at få rygsækken på igen efter lidt tid, men det ændrer ikke på det faktum at der er andre, som har båret den for mig. Og det slog mig virkelig ud, det gjorde det. Jeg ved godt jeg havde fucking ondt i knæet, men hvor ville jeg dog bare ønske jeg havde været i stand til at æde smerten 100 % og bære lortet selv. Jeg kom dog i mål. Men en ting er stensikker: jeg havde aldrig klaret det uden min gruppes hjælp – hold nu kæft, hvor var de gode. Der var ikke én, som bad mig tage mig sammen, eller som var sure på mig over at have båret min rygsæk – de viste det i hvert fald ikke. Det ændrer ikke på at jeg har det af lort over det, men det er der nu engang ikke noget at gøre ved. Det slog mig ret meget ud ja, men nu er det bare op på hesten igen! 

Sådan så det ud efter feltturen. Batman-blåt mærke. Sejt!

Jeg var virkelig bange for, at det var min gamle knæskade, som var kommet op igen. Men dagen efter – fredag – havde knæet det fint igen, og gjorde faktisk næsten ikke ondt. Derfor var der ingen undskyldning for ikke at gennemføre den cooperstest, jeg gik glip af under mit talsmandskursus. Jeg var ret nervøs, da jeg var meget udmattet efter feltturen, men jeg nåede sgu mit mål, som hed 2400 m! Jeg var super glad, og er sikker på at jeg kan få et endnu bedre resultat næste gang. Juhuu!

Den kommende uge bliver en kort en af slagsen – vi har nemlig fri på fredag. WIN!

Jeg skal nok prøve at opdatere mere herinde – så bliver det heller ikke sådan nogle lange dræber-indlæg som dette 🙂

Hold jer muntre og gran i håret

Adios amigos