Jeg har sagt op i Den Kongelige Livgarde

Halløjsa med jer

Der er sket en del siden sidste weekend, hvor jeg stærkt overvejede at sige op. Sagen er nemlig den, at jeg efter meget overvejelse og tænkning (er det overhovedet et ord?) kom frem til, at det for mig var den rigtige beslutning at sige farvel og tak for denne gang.

Så mandag morgen gik jeg ind og sagde op, og jeg har haft sidste dag i dag. Det er underligt, men den altoverskyggende følelse er, at det er rigtig rart og den rigtige beslutning. Jeg har bestemt været glad for det, og jeg har overvundet mange udfordringer og skubbet en del grænser. Eksempelvis var vi på felttur i denne uge:

Vi startede mandag, hvor vi var i felten hele dagen. Da vi fik fri om aftenen havde vi lige et par timer at sove i, før vi skulle op igen kl 2400 og stille i gården med fuld oppakning 0130. Så var det ellers afsted, og hele natten var vi i gang. Om morgenen fik vi vist lige en time på øjet hvis jeg husker rigtigt. Tirsdag var vi også i gang hele dagen, og her var vi igennem en vandpassage, hvilket vil sige at man skal svømme over en sø kun iført regntøj og intet indenunder. Ens ting er pakket i poser i rygsækken, og rygsækken er pakket ind i en teltflage. Den kan flyde, og den skubber man så foran sig over søen. Det var hjernedødt koldt, og det var endnu koldere at komme op i vandet igen for at smide alt klunset og få noget tørt på. Det er ikke for sarte sjæle – som den eneste pige i min gruppe måtte jeg på lige fod stå splitter-Hansjørgen og få skiftet. Men når man fryser så meget og er så presset, er det eneste man tænker på at få det overstået. Så gik vi ellers videre, og vi var alle sammen godt kvæstede. Vi havde stort set intet søvn fået, og havde stadig ikke fået noget mad. Endelig kom vi frem til destinationen, hvor vi lå en time eller to og sikrede området – eller dvs. kæmpede for at holde os vågne. Jeg kan fortælle, at det faktisk er muligt at falde i søvn stående. Så ved i det. Det er også muligt at falde i søvn stående mens man står og skriver på en blok… I alt gik vi omkring 30 km, og det er satme ikke så lidt – især ikke med en hel masse kg. på ryggen.

Nå, kl. omkring 14 vil jeg tro, fik vi endelig noget mad for første gang siden vi tog afsted hjemmefra 13,5 timer tidligere. Maden: en halv fisk, 2 gulerødder og en kartoffel. Vi tilberedte selv den ellers rå (og hele!) fisk, men man var stadig pænt sulten bagefter. Kl. 16-17.30 ca. sov vi, og så var det ellers videre. Vi gik og gik og gik, og lavede lidt forskellige ting indtil vi omkring kl 10. næste dag (tror jeg nok – ca. der omkring i hvert fald) kom hjem på kasernen. Vi havde i det tidsrum der fra 17.30 til 10 sovet yderligere 3 timer tror jeg. Men mad havde vi ikke fået noget af siden. Så man var sgu en kende presset. Vi havde også lige i mellemtiden været igennem endnu en vandpassage da vi var for langsomme første gang. Fuck mand, jeg var presset. Vi stod i vores våde og kolde regntøj, held nøgne indenunder, og i været drivvåde og kolde kondisko og ventede måske 45 min på at komme i det kolde vand og svømme over, for at få tøj på igen. Det var så koldt…

Torsdag lavede vi lidt forskellige ting på kasernen, og i dag fredag gjorde vi lidt rent og så afleverede jeg og en anden pige der havde sidste dag i dag ellers bare vores ting, fik vasket noget tøj og sådan lidt. Jeg fik underskrevet nogle papirer, og nu er jeg ikke længere rekrut i Den Kongelige Livgarde.

Og hvad så nu?

Nu er jeg i gang med at skaffe mig et job som bartender, garderobepige eller noget i den stil. Det tror jeg er rigtig fedt, i hvert fald at være bartender. Og hvis jeg bliver garderobepige eller entrépige etc. ville det også være super fint, for man skal jo starte et sted. Har jeg ikke et job inden en uge tager jeg nogle vagter på Mac’en indtil jeg får et andet job. Jeg var bestemt super glad for Mac’en, men jeg kan godt mærke jeg har brug for at prøve noget nyt lige nu.

Så skal der arbejdes i nogle måneder, og omkring januar regner jeg med at smutte til spanien eller lignende i nogle måneder, hvor jeg vil arbejde og bo. Og så må vi se hvad der sker.

Studie er der ingen planer om lige nu – jeg har virkelig brug for at lave noget hvor jeg ikke skal op kl lort hver dag, og hvor jeg har noget fritid og lidt kan gøre hvad jeg vil. Nogle vil måske kalde det at finde sig selv. Det ved jeg ikke, det kan da godt være det er det jeg er ude i.

Jeg ved godt mange af jer er meget uforstående overfor min beslutning. “Jamen du var da så glad for det Laura? Du snakkede så meget om hvor fedt det var?” Jo, det gjorde jeg. Og der var også mange gode oplevelser, og det er dem jeg har valgt at dele med jer. For jeg ville jo så gerne være glad for det. Jeg ville så gerne, at det bare var the shizzle og the time of my life. Og det var det på nogle punkter, men der var bare så meget der gjorde, at jeg blev mere og mere øv for hver dag der gik. Som beskrevet i dette indlæg oversteg bunken med de dårlige ting bare bunken med de gode. Og jeg er super glad for min beslutning.

Inden jeg startede var jeg meget i tvivl om hvorvidt jeg ville kunne klare det – om jeg ville kunne følge med fysisk. Og hvis jeg havde sagt op pga., at jeg er for svag, ville jeg se det som et kæmpe nederlag. For for faen hvor er der bare mange, som ikke har troet en skid på mig – som bare har gået og ventet på, at jeg gav op. Men jeg gav fanme ikke op, jeg kæmpede og jeg kom igennem de fucking hårde udfordringer, som tiden i Livgarden gav mig. Jeg gennemførte felttur 1, jeg gennemførte 10 kms march/løb med fuld oppakning, jeg gennemførte felt 2 osv. Og det er jeg fucking stolt over. Det er jeg sgu.

At jeg til sidst indså, at jeg ikke længere var der for min egen skyld, men for ikke at skuffe mine forældre og alle dem som troede på mig, er sgu en helt anden snak. For det er i mine øjne ikke at give op, men at se i øjnene at Livgarden bare ikke var noget for mig.

Jeg kommer til at savne alle de andre hjernedødt meget, og jeg krydser alt hvad jeg har for at skader eller andet ikke slår de resterende damer ud. Jeg var 8. pige der stoppede, og de er vist 11 tilbage. You can do it girls!

Om i derude er enige med mig i min beslutning, eller om i synes jeg er et skvat er helt op til jer. Det er sgu i orden lige meget hvad i tænker. Men en ting er sikkert og vist; jeg er glad for min beslutning, og i kan tro jeg står ved den.

Det var alt for nu

Nu må vi se om jeg bliver ved med at skrive herinde – det er jo nu engang meget hyggeligt

Adios amigos