Header

Så er første uge overstået!

Det er nu lørdag, og jeg er hjemme på weekend. Jeg har på ingen måde haft tid til at opdatere herinde i løbet af ugen – den første uge har været ret crazy.

Jeg har oplevet hjernedødt mange ting, og jeg er helt overvældet af nye oplevelser – jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Måske med begyndelsen, lol

For nogle måneder siden fandt jeg på Facebook en gruppe, en af de andre værnepligtige havde oprettet for os, som skulle starte 5. aug. Herinde havde dem der kom langvejsfra aftalt at følges til kasernen søndag aften, og jeg hoppede med. På den måde kunne jeg lige møde de andre, og samtidig være sikker på at komme til tiden (jeg har et anstrengt forhold til DBS. Som en af sergenterne så smukt sagde en dag i denne uge: bare der falder lidt dug er det jo fanme nok til at DBS bliver forsinkede!). Så vi var vel en 10 stykker der fulgtes derind, og de andre var super cool. Vi tilbragte aftenen på KFUM soldaterhjem – også kaldet Kuffen, Profitjesus, etc. – som ligger tæt ved kasernen.

Mandag hed mødetiden kl. 12, dog skulle vi være ude fra stuerne kl. 8, så igen hyggede vi os på Kuffen. Kl. 12 blev vi budt velkommen, og blev så fordelt. Der er 3 delinger, og man bliver fordelt efter højde. I 1. deling er der kun fyre, og os piger er fordelt i 2. og 3. deling. Jeg er i 3. deling – også kendt som smølferne. Det er sgu første gang i mit liv jeg er blevet kaldt lav! – sammen med resten af pigerne fra min stue. Vi er på stuen 8 piger. Vi startede 9, men den sidste er stoppet.

Skulle jeg forklare alt jeg har lavet i løbet af ugen ville dette indlæg fylde mere end hvad jeg har overskud til at skrive lige nu, men vi har både været til lektioner i førstehjælp, våbenvedligeholdelse, våbensamling- og adskillelse, fejlfinding og udbedrelse mht. våben, radio, strygning af skorte (ja, det tager 30-45 at stryge én skjorte korrekt!), basisteori og sikkert flere, jeg ikke i skrivende stund kan huske. Derudover har vi lært en masse om hvordan vores uniform skal sidde, hvordan man samler sit basis (en bælte, hvor der er påsat feltspade, dolk, magasintasker osv.), hvordan baretten skal sidde (og det er altså svært. Fucking svært! Eksempelvis tager man den på i bad, barberer den i vildskab med en skraber, hiver i den, ruller den sammen mens den er våd og lægger den under madressen etc.). Det der fylder mest er eksercits, altså de øvelser der omhandler march, at stå ret og rør osv., hvilket vi bruger mange timer på dagligt.

Der er stueeftersyn kl. 7.10, og her skal alt bare spille 100 %. Dvs., at vi sætter vækkeur til kl. 4.40, og så er det op i bad (2 bade til 8 piger, og tro det eller ej, men det er nok – det går pæææænt stærkt!), og så skal der ellers rengøres! Morgenmaden skal også spises inden stueeftersynet, og så skal man i øvrigt også lige huske at gå på toilettet inden det begynder at blive rengjort – ellers må du pænt vente til din frokostpause kl. ca. 12. Jeg var inden start ret skeptisk omkring det at bruge SÅ lang tid på rengøring – der kan vel for fanden ikke nå at blive særlig beskidt på ET DØGN? Men jo, det tager så lang tid – vi er tidspressede hver morgen!

Vi bliver trådt af ved en 21-tiden om aftenen, og herefter er der 1000 ting der skal ordnes. Aftenerne her første uge har især været brugt til at lægge skab op. Vi på min stue brugte 4 timer på at lægge vores tøj i skabet på præcis samme måde, men da vores bunker åbenbart var et par cm. for smalle, måtte vi igen næste aften igen bruge 4 timer på at lægge det hele om. Derudover er der støvler som skal pudses, og det tager også tid. Skal man have vasker hår er det også en god idé at gøre om aftenen, da det sparer tid morgenen efter. Det vil altså sige, at vi som regel kommer i seng omkring kl. 2, så det er ikke meget søvn vi får. Jeg har vel sovet omkring 8 timer sammenlagt de sidste 3 nætter. Der er altså ingen fritid overhovedet. Men alt sliddet har også givet pote, for mit skab blev skide flot. Faktisk skulle alle de andre ind og se mit skab, og jeg var lige rundt og fortælle de andre hvordan jeg har gjort (fold et stykke papir, så det har den præcise ønskede bredde minus 6 mm, fold herefter efter den et nyt stykke papir. Skjorten foldes rundt om dette, og papiret skal også ved kanten foldes lidt med. Så spiller det 100!). Jeg havde rettet det til torsdag aften, men det nåede ikke at blive kontrolleret fredag morgen. ØV! Dette billede er FØR det blev rigtig godt:

Skab

Tonen i Livgarden er ret speciel. Nogle vil kalde den meget hård, men jeg har det faktisk helt fint med det. Jeg synes jo bare det er morsomt, når en af fyrene spørger hvordan han kan træne højre arm så den bedre kal holde geværet, og han får at vide at han kan gå hjem og spille noget mere pik. Jeg synes det er morsomt, at man ikke tjekker ting, man kontrollerer – for Tjekker er nogle man knepper eller skyder. Jeg ved jo godt jeg har mandehumor, og det er da bestemt en fordel i den mandeverden jeg er blevet en del af. Apropos, så er fyrene super nice, og jeg glæder mig rigtig meget til at lære dem bedre at kende. Dem i min gruppe er dem jeg har talt mest med, og de er virkelig sjove og åbne. Det skal nok blive godt!

Alt i alt er jeg rigtig glad for at være en den af Den Kongelige Livgarde. Ja, det er fucking hårdt. Ja, der er morgenener hvor jeg tænker, at jeg fandme ikke gider mere, og at jeg bare vil hjem i min seng under min fantastiske Kronborg dobbeltdyne og spise chips og se South Park. Men jeg giver ikke op. Jeg gennemfører det her, jeg giver alt jeg har, jeg koncentrerer mig, og jeg må sgu sige at jeg faktisk har okay styr på det. Og der er så meget at se frem til. På torsdag skal vi på skydebane! Jeg glæder mig simpelthen  meget! Og det bliver jo ikke ved med at være som det er nu. For nu er alting helt nyt, og man fatter sommetider brik. Men vi vil blive trådt af tidligere, og vi vil få mere styr på sagerne. Lige nu handler det bare om at holde hovedet højt og tro på sig selv. Og det gør jeg så!

Dette indlæg er ret overfladisk og ikke særlig uddybende – der er så mange ting, jeg bare ikke kan overskue at skrive ned – men på trods af at jeg siden jeg kom hjem i går aftes har sovet omkring 20 timer, er jeg stadig kodylt kvæstet, og jeg er helt færdig i mit hoved, som har utrolig svært ved at tænke selv lige nu. Det skal nok blive mere spændende når jeg har lidt mere fritid (og sover mere end 2,5 time pr. nat), det lover jeg – skal da i hvert fald gøre et ærligt forsøg.

Det skal også lige siges, at på trods af at jeg forsøger at skrive så uddybende og ærligt som muligt, er der nogle ting jeg desværre ikke kan dele med jer. Eksempelvis hvordan kasernen er indrettet mht. våbenplacering eksempelvis. Og så skal jeg også passe på med at skrive noget, som en eller anden journalist fuldstændig omskriver eller digter videre på, for så er det min røv der bliver ristet.

Nå, men nu vil jeg smutte hen og hente mit vasketøj, og så vil jeg gå i bad – med baretten på, selvfølgelig!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Header