Klokken er lige over 11, og jeg ligger stadig i sengen. Jeg bor pt hjemme hos min mor, og jeg flytter tilbage i lejligheden igen pr. 1. november, hvilket jeg glæder mig meget til – selvom det er skønt at blive forkælet her hos mutti. Har lige fået morgenmad på sengen – jeg har det sgu godt.
I dag er første dag som ikke-rekrut, og det er satme rart. I tog virkelig godt imod mit indlæg igår om at sige op – tak for det.
Siden jeg er kommet hjem har jeg haft et kæmpe dulle-behov, nok fordi jeg har været en del af en mandeverden de sidste 2 måneder. Jeg har i går været nede og tage sol, og så har jeg lavet fine negle.
Det er skønt at føle sig feminin igen – for faen hvor har jeg savnet det! I dag skal jeg have lidt mere sol, og så skal jeg ellers have flot tøj på, ordne hår og make-up. Juhuuu! Til hvilket formål ved jeg ikke endnu. Jeg har ingen planer i dag, da jeg skulle have været til åbent hus på kasernen da jeg stadig var der.
Så jeg har masser af tid i dag, og lige nu sidder jeg og kigger på skrifttyper til min næste tattoo, som er en jeg glæder mig meget til at få lavet:
en gång slockna alla stjärnor
men de lysa alltid utan skräck
Idéen fik jeg til en dansktime i skolen, hvor emnet var eksistentialisme. Vi læste forskellige digte af Edith Södergran, og min gruppe fik digtet “Triumf att finnas till”, som kan læses lige her. Det er simpelthen så smukt et digt. Jeg er normalt slet ikke til sådan noget digt-fis, og det fanger mig slet ikke. Men lige det her, det er sgu smukt. Det handler om, at det som titlen siger er en triumf af findes (altså at leve), og at man skal nyde hver dag. Der er så meg
et smukt i hver dag, og det gælder om at nyde det og sætte pris på det mens man har det. For vi skal alle sammen dø en dag, men det skal ikke forhindre os i at leve livet. Og linjerne overfor: “en gång slockna alla stjärnor men de lysa alltid utan skräck” er bare så sande og smukke. For gu faen om man skal gå og frygte døden og lade den tanke forhindre én i at gøre det man har lyst til! Man skal ikke lade sig kue af de udfordringer, som ligger et sted ude i fremtiden. Jeg synes det er så smukt, og jeg læser ofte både de 2 linjer og hele digtet. Det burde alle gøre.
Jeg vil gerne have det skrevet på venstre underarm. Samme placering som dette billede, jeg lige fandt på Tattoologist:
Så skal jeg jo have fundet den perfekte skrifttype, og dét er skisme svært – forslag modtages med kyshånd!
Der er sket en del siden sidste weekend, hvor jeg stærkt overvejede at sige op. Sagen er nemlig den, at jeg efter meget overvejelse og tænkning (er det overhovedet et ord?) kom frem til, at det for mig var den rigtige beslutning at sige farvel og tak for denne gang.
Så mandag morgen gik jeg ind og sagde op, og jeg har haft sidste dag i dag. Det er underligt, men den altoverskyggende følelse er, at det er rigtig rart og den rigtige beslutning. Jeg har bestemt været glad for det, og jeg har overvundet mange udfordringer og skubbet en del grænser. Eksempelvis var vi på felttur i denne uge:
Vi startede mandag, hvor vi var i felten hele dagen. Da vi fik fri om aftenen havde vi lige et par timer at sove i, før vi skulle op igen kl 2400 og stille i gården med fuld oppakning 0130. Så var det ellers afsted, og hele natten var vi i gang. Om morgenen fik vi vist lige en time på øjet hvis jeg husker rigtigt. Tirsdag var vi også i gang hele dagen, og her var vi igennem en vandpassage, hvilket vil sige at man skal svømme over en sø kun iført regntøj og intet indenunder. Ens ting er pakket i poser i rygsækken, og rygsækken er pakket ind i en teltflage. Den kan flyde, og den skubber man så foran sig over søen. Det var hjernedødt koldt, og det var endnu koldere at komme op i vandet igen for at smide alt klunset og få noget tørt på. Det er ikke for sarte sjæle – som den eneste pige i min gruppe måtte jeg på lige fod stå splitter-Hansjørgen og få skiftet. Men når man fryser så meget og er så presset, er det eneste man tænker på at få det overstået. Så gik vi ellers videre, og vi var alle sammen godt kvæstede. Vi havde stort set intet søvn fået, og havde stadig ikke fået noget mad. Endelig kom vi frem til destinationen, hvor vi lå en time eller to og sikrede området – eller dvs. kæmpede for at holde os vågne. Jeg kan fortælle, at det faktisk er muligt at falde i søvn stående. Så ved i det. Det er også muligt at falde i søvn stående mens man står og skriver på en blok… I alt gik vi omkring 30 km, og det er satme ikke så lidt – især ikke med en hel masse kg. på ryggen.
Nå, kl. omkring 14 vil jeg tro, fik vi endelig noget mad for første gang siden vi tog afsted hjemmefra 13,5 timer tidligere. Maden: en halv fisk, 2 gulerødder og en kartoffel. Vi tilberedte selv den ellers rå (og hele!) fisk, men man var stadig pænt sulten bagefter. Kl. 16-17.30 ca. sov vi, og så var det ellers videre. Vi gik og gik og gik, og lavede lidt forskellige ting indtil vi omkring kl 10. næste dag (tror jeg nok – ca. der omkring i hvert fald) kom hjem på kasernen. Vi havde i det tidsrum der fra 17.30 til 10 sovet yderligere 3 timer tror jeg. Men mad havde vi ikke fået noget af siden. Så man var sgu en kende presset. Vi havde også lige i mellemtiden været igennem endnu en vandpassage da vi var for langsomme første gang. Fuck mand, jeg var presset. Vi stod i vores våde og kolde regntøj, held nøgne indenunder, og i været drivvåde og kolde kondisko og ventede måske 45 min på at komme i det kolde vand og svømme over, for at få tøj på igen. Det var så koldt…
Torsdag lavede vi lidt forskellige ting på kasernen, og i dag fredag gjorde vi lidt rent og så afleverede jeg og en anden pige der havde sidste dag i dag ellers bare vores ting, fik vasket noget tøj og sådan lidt. Jeg fik underskrevet nogle papirer, og nu er jeg ikke længere rekrut i Den Kongelige Livgarde.
Og hvad så nu?
Nu er jeg i gang med at skaffe mig et job som bartender, garderobepige eller noget i den stil. Det tror jeg er rigtig fedt, i hvert fald at være bartender. Og hvis jeg bliver garderobepige eller entrépige etc. ville det også være super fint, for man skal jo starte et sted. Har jeg ikke et job inden en uge tager jeg nogle vagter på Mac’en indtil jeg får et andet job. Jeg var bestemt super glad for Mac’en, men jeg kan godt mærke jeg har brug for at prøve noget nyt lige nu.
Så skal der arbejdes i nogle måneder, og omkring januar regner jeg med at smutte til spanien eller lignende i nogle måneder, hvor jeg vil arbejde og bo. Og så må vi se hvad der sker.
Studie er der ingen planer om lige nu – jeg har virkelig brug for at lave noget hvor jeg ikke skal op kl lort hver dag, og hvor jeg har noget fritid og lidt kan gøre hvad jeg vil. Nogle vil måske kalde det at finde sig selv. Det ved jeg ikke, det kan da godt være det er det jeg er ude i.
Jeg ved godt mange af jer er meget uforstående overfor min beslutning. “Jamen du var da så glad for det Laura? Du snakkede så meget om hvor fedt det var?” Jo, det gjorde jeg. Og der var også mange gode oplevelser, og det er dem jeg har valgt at dele med jer. For jeg ville jo så gerne være glad for det. Jeg ville så gerne, at det bare var the shizzle og the time of my life. Og det var det på nogle punkter, men der var bare så meget der gjorde, at jeg blev mere og mere øv for hver dag der gik. Som beskrevet i dette indlæg oversteg bunken med de dårlige ting bare bunken med de gode. Og jeg er super glad for min beslutning.
Inden jeg startede var jeg meget i tvivl om hvorvidt jeg ville kunne klare det – om jeg ville kunne følge med fysisk. Og hvis jeg havde sagt op pga., at jeg er for svag, ville jeg se det som et kæmpe nederlag. For for faen hvor er der bare mange, som ikke har troet en skid på mig – som bare har gået og ventet på, at jeg gav op. Men jeg gav fanme ikke op, jeg kæmpede og jeg kom igennem de fucking hårde udfordringer, som tiden i Livgarden gav mig. Jeg gennemførte felttur 1, jeg gennemførte 10 kms march/løb med fuld oppakning, jeg gennemførte felt 2 osv. Og det er jeg fucking stolt over. Det er jeg sgu.
At jeg til sidst indså, at jeg ikke længere var der for min egen skyld, men for ikke at skuffe mine forældre og alle dem som troede på mig, er sgu en helt anden snak. For det er i mine øjne ikke at give op, men at se i øjnene at Livgarden bare ikke var noget for mig.
Jeg kommer til at savne alle de andre hjernedødt meget, og jeg krydser alt hvad jeg har for at skader eller andet ikke slår de resterende damer ud. Jeg var 8. pige der stoppede, og de er vist 11 tilbage. You can do it girls!
Om i derude er enige med mig i min beslutning, eller om i synes jeg er et skvat er helt op til jer. Det er sgu i orden lige meget hvad i tænker. Men en ting er sikkert og vist; jeg er glad for min beslutning, og i kan tro jeg står ved den.
Det var alt for nu
Nu må vi se om jeg bliver ved med at skrive herinde – det er jo nu engang meget hyggeligt
Goodmornings to you
Klokken er nu lidt i 8, og jeg er hjemme hos min far hvor jeg har sovet i nat. Kl 10 er der lækker morgenmad, og efterfølgende regner jeg med at ses med en veninde. Derefter går turen til kasernen…. For måske sidste gang.
Sagen er den, at jeg virkelig har fået nok af det hele. Jeg har totalt mistet glæden ved at være værnepligtig, og jeg kan ikke forestille mig hvad der skulle ændre hvordan jeg har det.
Lige fra starten har der været ting som er mindre fede, men det er også helt ok, og det vil der være alle steder på alle arbejdspladser. De dårlige ting valgte jeg at lade være med at fokusere på, og ikke at skrive så meget om her inde. Men de ting jeg virkelig ikke synes om hobede sig op så det eneste jeg egentlig godt kunne lide at lave var eksercits (‘øvelser’ med og uden gevær, eks omkringvendinger, march, at præsentere gevær osv.). Men den glæde forsvandt også, og nu er jeg bare godt og grundigt træt af det hele.
Jeg er super træt af, at jeg aldrig har tid til at smage på maden, men bare skal spise hjernedødt hurtigt, træt af ikke at drikke vand fordi jeg ved jeg ikke har tid til at gå på toilettet, træt af ikke at få noget søvn for at stå op kl 5 og gøre rent, træt af den konstante kontrol, træt af at al kommunikation fra sergenternes side er enten ordrer eller skideballer, træt af at blive rettet på konstant, træt af at blive kørt på personligt af sergenterne, træt af ikke at have en skid fritid, træt af at rende rundt i en skov og lege spejder. Og især er jeg træt af at ligemeget hvor hårdt vi piger kæmper, vil vi altid blive overhalet af drengene. Vi vil altid være de dårligste..
Det eneste fede der er tilbage lige nu er de andre rekrutter. Hold nu op hvor har jeg været heldig med dem, det er virkelig skønne mennesker.
Nå, men som i så måske har regnet ud, går jeg med tanken om at sige op. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle blive – jovist ville det se mega godt ud på mit CV, og sikkert lære mig en masse ting om mig selv og livet og bla bla bla, men at stå op hver morgen med ondt i maven og et brændende ønske om ikke at være der, samt gå i seng med ondt i maven over tanken om i morgen, for så ikke at kunne falde i søvn, i de næste 6 måneder, det synes jeg ikke er det værd.
Nu taler jeg med en overordnet mandag, og så må vi se.
Jeg skylder en opdatering.
Ses
PS. Tabte mit gevær på jorden og skulle derfor skrive et digt til det, som skulle læses op foran alle (klart lærer jeg da vildt meget af det. Klart. Lol). Bedøm det selv
Så er det endnu engang blevet weekend, og jeg må heller opdatere lidt herinde, selvom jeg ærligt godt kunne komme på en ting eller to, jeg har mere lyst til. For eksempel at sove… og at sove… og at sove lidt mere. Men altså
I denne uge har den blandt andet stået på march. Ah, det lyder da stille og roligt, tænker man måske. og ja, det kan det da sikkert også være. Det var bare ikke lige tilfældet. For denne march var på 12 kilometer, og foregik en del af tiden i løb. Nåh, jamen det er vel også lige til at overskue, sådan en rask gåtur? Jaaeh. Tilsæt så lige fuld oppakning. Tilsæt militæruniform med tilhørende kampstøvler 2 numre for store. Tilsæt så en gavmild håndfuld vabler, og krydr med en råbende oversergent i umenneskelig god form. Server efter flere timers exercit. velbekomme.
Men … vi gjorde det fandeme! Vi gennemførte skidteraset, og det var fanme den fedeste følelse. De første 5 km var virkelig hårde, men nogle af vores fantastiske fyre hankede op i os damer, og sammen kom vi igennem. Jeg blev endda tilbudt at smide geværet – det skulle de nok bære for mig. Jeg ville dog selv, men det var godt nok sødt gjort. Da det var aller hårdest blev jeg taget i hånden og trukket i den rigtig retning med opmuntrende kommentarer og “kom så Frederiksen, du kan godt!”. Efter de første ca 5 km skete der et eller andet med mig – selvom det helt klart stadig var hårdt, gik det hele bare lidt nemmere derfra. Jeg tror det skete da jeg stoppede med at have ondt af mig selv, lagde tanken om at ligge mig ned i vejkanten og nægte at gå videre fra mig, og begyndte at sige til mig selv at det bare er smerte, og at smerten ikke ville vare evigt. Og det virkede. Og vi gennemførte det. YES!
Torsdag stod den på min yndlingsdiciplin af dem alle – skydebane. Vi skød 5 skud 2 gange, og så gjaldt det ellers den kontrolskydning, det er et krav man skal bestå for at få lov til at gå vagt. Det skal siges, at består man den ikke i første forsøg (og det var der mange der ikke gjorde), får man en chance mere indtil den er der. Jeg bestod heldigvis, og endda i første forsøg. Succes! Efterfølgende fik vi lige lov til at skyde 28 skud hver, lidt for sjov. Det var fedt! Jeg elsker bare at skyde. Da vi blev hurtigt færdige fik sergenterne den “gode” idé, at vi skulle gå en lidt anden vej hjem – nemlig gennem terræn. Og jeg skal lige hilse og sige, at det var mudret. Vi travede gennem den ene mudderpøl efter den anden. Og på et tudspunkt kommer vi til en kæmpe en af slagsen, hvor vi alle blev beordret at gøre holdt, tage vores rygsække af og ligge dem til højre ret. Og så var det ellers alle mand igennem! Ned i pølen, hvor der var mudder til knæene, og så 5 burpees. Til dem der ikke kende den øvelse går den ud på, at man smider sig ned på maven og springer op igen med hændene over hovedet. Derefter skulle vi kravle ca 10 m i lav kravl gennem noget mudder. Vi var selvsagt kodylt mudrede bagefter – men det var fedt! Da vi kom tilbage til kasernen blev vi linet op på en række og så ellers spulet igennem. Tror sergenten havde en fest over at stå og spule os, haha 😀
Men det efterlod os med stadig meget beskidt tøj. Så en af de andre damer fra stuen og jeg tog en taxa til min lejlighed i nordvest, hvor vi brugte 3 timer på at vaske vores eget og 3 af de andres tøj. Så i en taxa tilbage. pris: 950 kr. Sådan er det jo bare.
En anden morgen – tror det var tirsdag – stod vi alle sammen ganske fredeligt til stueeftersyn, da sergenten stopper op foran mig (jeg er den første når man kommer ind), og stirrer længe på mig. Så skriver mit navn i sin lille bog sammen med noget andet. Jeg bliver sgu en kende nervøs, og kan ikke se hvad det er han skriver under mit navn. Så spørger han mig om det er korrekt jeg er landstalsmand, hvor jeg så svarer at nej, det er jeg ikke længere. Han spørger så om det ikke er korrekt, at jeg har været på kursus, hvortil jeg så svarer, at jo det har jeg. Så har jeg vel lært om personlig soignering? Jo joooh, det har jeg da måtte jeg svare, mens jeg i vild panik gennemtænkte alle mulige scenarier: Har jeg børstet tænder? Lugter jeg? Har jeg ikke taget deo på? For jeg har da været i bad! Er min skjorte ikke ren? Har jeg meget ørevoks? Men så fortæller sergenten, at jeg vel er klar over at fyrene hver morgen barberer sig? Jo joooh, det er jeg da klar over. Måske fordi vi alle sammen stod i planken mens 3 af fyrene var inde og barbere sig igen fordi det ikke var godt nok en af de andre dage, men det er så en anden sag. Så kom sergenten her endelig frem til, at jeg altså havde til mandag til at fjerne mit skæg (læs: stort set usynlige dun på overlæben, som alle mennesker i verden er i besiddelse af). Og var det ikke godt nok mandag, kunne jeg få lov at barbere det væk med en skraber. Og det gælder alle på stuen. Så vi har sørme alle sammen vokset overlæber. LOL. Det er så fjollet. Men sådan er det altså.
Ellers er der ikke sket det helt store – det har været en meget chill uge. Her i går havde vi idrætsdag, og det var faktisk rigtig sjovt. Det var på tværs af kompagnier – vi var inddelt i vagthold, hvilket vil sige at eks. 3. deling fra 1. kompagni og 3. deling fra 2. kompagni var på hold sammen. Det er os der kommer til at være 3. vagthold i vagtkompagniet, og det var super fedt lige at få talt med dem nede fra 1. kompagni, man ikke kender i forvejen. og de er jo skide søde alle sammen, så det kunne ikke være bedre!
jeg glæder mig simpelthen SÅ meget til vi rykker til Gothersgade, det kan slet ikke beskrives. Jeg har været meget nervøs for om jeg kan gennemføre den grønne tjeneste, fordi det er så hårdt fysisk til tider. Det er egentlig kun på sådan noget som 10-kms-march samt på feltture det er rigtig hårdt, og det er jo ikke så ofte vi skal det, men det er dér jeg seriøst overvejer, om jeg har det der skal til. Men vi er halvvejs gennem den grønne tjeneste allerede (!!!), og jeg skal bare gennemføre! At sige op er simpelthen bare ikke en mulighed – heller ikke selvom man får lidt knubs en gang i mellem. Dette billede er taget nogle dage efter vi var på forhindringsbane første gang:
Okay, man kan faktisk næsten slet ikke se det på billedet. nå…
Og med de ord vil jeg slutte af, for jeg har lige noget netflix jeg der venter på mig, hæ hæ
Så er der store nyheder – det er i hvert gald noget stort i min verden
Da jeg stillede op til landstalsmand rørte det mig ikke så meget, at jeg ville gå glip af at gå vagt og bo inde på Gothersgade. Jo, det var da selvfølgelig super ufedt, at jeg ville gå glip af at bo sammen med alle de andre, men jeg kunne godt leve med det.
Men som tiden gik efterfølgende kunne jeg bare mærke, at det ændrede sig – jeg glædede mig ikke længere, og jeg fik rigtig ondt i maven hver gang jeg tænkte på det.
Jo mere tid vi brugte på eksercits, jo større interesse fik jeg i at vise dem frem. Jeg begyndte at glæde mig rigtig meget til at gå vagt, og det var bare så surt at tænke på, at det kun ville ske et par gange om måneden.
Og jo mere tid jeg brugte sammen med de dejlige damer på min stue, samt alle de andre dejlige mennesker jeg blev venner med, jo mere øv var det, at jeg ikke skulle være en del af fællesskabet inde på Gothersgade. For jeg ville jo slet ikke være en del af sammenholdet – når jeg har fri, ville de sikkert gå vagt, og de spontane byture ville jeg ikke have en chance for at deltage i.
Derudover synes jeg allerede, at jeg er gået glip af en del fagligt. Jeg har for eksempel misset en hel skydedag, og før det første er det noget værre røv at misse undervisningen, men for det andet er skydning min absolutte favoritting, vi foretager os. Også i førstehjælp er der timer, jeg er gået glip af.
Når alle faktorer er sat op mod hinanden, så synes jeg bare ikke det var det værd. Så jeg tog den beslutning at give posten videre.
Det der egentlig var den afgørende faktor, som fik mig til at træffe valget, var da en af serganterne sagde: “i skal fucking glæde jer til i kommer i vagtkompagniet. Det bliver det fedeste – i kommer ikke på noget tidspunkt i jeres liv til at opleve noget, der er bare halvt så fedt!”
Så sådan er det. Jeg har det som om jeg lige har smidt 100 store sten af skuldrene. puuuuuha.
