Should I stay or should I go?

Goodmornings to you
Klokken er nu lidt i 8, og jeg er hjemme hos min far hvor jeg har sovet i nat. Kl 10 er der lækker morgenmad, og efterfølgende regner jeg med at ses med en veninde. Derefter går turen til kasernen…. For måske sidste gang.
Sagen er den, at jeg virkelig har fået nok af det hele. Jeg har totalt mistet glæden ved at være værnepligtig, og jeg kan ikke forestille mig hvad der skulle ændre hvordan jeg har det.
Lige fra starten har der været ting som er mindre fede, men det er også helt ok, og det vil der være alle steder på alle arbejdspladser. De dårlige ting valgte jeg at lade være med at fokusere på, og ikke at skrive så meget om her inde. Men de ting jeg virkelig ikke synes om hobede sig op så det eneste jeg egentlig godt kunne lide at lave var eksercits (‘øvelser’ med og uden gevær, eks omkringvendinger, march, at præsentere gevær osv.). Men den glæde forsvandt også, og nu er jeg bare godt og grundigt træt af det hele.
Jeg er super træt af, at jeg aldrig har tid til at smage på maden, men bare skal spise hjernedødt hurtigt, træt af ikke at drikke vand fordi jeg ved jeg ikke har tid til at gå på toilettet, træt af ikke at få noget søvn for at stå op kl 5 og gøre rent, træt af den konstante kontrol, træt af at al kommunikation fra sergenternes side er enten ordrer eller skideballer, træt af at blive rettet på konstant, træt af at blive kørt på personligt af sergenterne, træt af ikke at have en skid fritid, træt af at rende rundt i en skov og lege spejder. Og især er jeg træt af at ligemeget hvor hårdt vi piger kæmper, vil vi altid blive overhalet af drengene. Vi vil altid være de dårligste..
Det eneste fede der er tilbage lige nu er de andre rekrutter. Hold nu op hvor har jeg været heldig med dem, det er virkelig skønne mennesker.
Nå, men som i så måske har regnet ud, går jeg med tanken om at sige op. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle blive – jovist ville det se mega godt ud på mit CV, og sikkert lære mig en masse ting om mig selv og livet og bla bla bla, men at stå op hver morgen med ondt i maven og et brændende ønske om ikke at være der, samt gå i seng med ondt i maven over tanken om i morgen, for så ikke at kunne falde i søvn, i de næste 6 måneder, det synes jeg ikke er det værd.
Nu taler jeg med en overordnet mandag, og så må vi se.
Jeg skylder en opdatering.
Ses

PS. Tabte mit gevær på jorden og skulle derfor skrive et digt til det, som skulle læses op foran alle (klart lærer jeg da vildt meget af det. Klart. Lol). Bedøm det selv