Jeg har fundet en familie! Jeg skal ikke hjem endnu, eventyret fortsætter! Juhuuu!

Det er faktisk nogle dage siden, men der er sket så meget, så det er først nu overskuddet til at skrive lidt igen er her. Især ovenpå det meget personlige indlæg, jeg skrev for nogle dage siden.

Men nu er jeg stærkt tilbage med en opdatering:

Jeg var jo matchet med en familie i knap en uge, som det var meningen jeg skulle flytte ind hos. Alt det kan du læse i dette indlæg.
Men da hun muligvis skulle flytte til en sted hvor den nærmeste LCC var 40 min. væk, ville bureauet ikke lade os matche. Det er en helt anden historie, som er beskrevet i det andet indlæg.

Nå, men så om torsdagen blev jeg matchet med en ny familie: en single-mom med en datter på 3,5. De bor i Boulder, Colorado. Ved første læsning af deres ansøgning var jeg ikke videre begejstret, men så blev jeg ringet op af hendes LCC, som fortæller lidt om familien og området. Jeg troede Colorado var et ret øde sted med marker, uden shoppingmuligheder, barer og caféer. Men det er faktisk et rimelig cool og ikke mindst meget smukt område! Denne familie bor downtown, så det er 10 mins gang fra butikker. Jeg tjekkede det ud på Google Earth, og jeg så en Macy’s og en Voctoria’s Secret, så helt galt kan det ikke være, haha!
Så jeg talte i telefon med moren lidt senere på dagen, og hun lyder super cool! Og hendes datter lyder som den sødeste lille mussigøj. Vi talte kun i ca. 20 min., da hun skulle hente datteren fra skole. Men vi talte igen om aftenen, og ja så besluttede vi at matche! Så jeg skal sgu til Colorado!

Lige nu bor jeg hjemme hos min LCC, fordi min gamle host families nye au pair ankommer i dag. Men på mandag flyver jeg til Colorado! Vildt, ikke?
Der er 3 eller 4 danskere i min kommende au pair gruppe, og det er en del – i den jeg er i nu er der kun én anden end mig! Så det er jeg sikker på nok skal blive rigtig godt!

Så i går var det tid til at sige farvel til min familie her i Arlington. Det var skide pisse hårdt. Jeg havde ikke troet det ville være så hårdt, men det var det. Se sidste 2 uger har været de bedste siden jeg kom. Vi har virkelig hygget os og haft det rigtig godt og sjovt, og endelig er de begyndt at lære min ‘sande’ personlighed at hende, fordi jeg har åbnet meget op idet jeg har haft det godt. Jeg har jo aldrig rigtigt kunnet gennemskue moren eller hendes mening om mig, så derfor betød det bare rigtig meget, at hun sagde en masse rigtig pæne ting til mig da vi sagde farvel. Bla., at jeg var en virkelig sød og meget kvik pige, at jeg var utrolig moden af min alder og at jeg helt sikkert nok skulle blive til noget her i livet. Det lyder måske ikke af meget for jer, men det var det. Især fordi vi begge to tudede og ja, det var bare ikke sjovt. Hun sagde også at jeg måtte love at holde kontakten, og at jeg til hver en tid er velkommen til at komme og bo der igen hvis jeg vil holde lidt ferie der.

Så ja, det var et hårdere farvel end forventet. Min LCC fortalte, at i hendes 6 år som LCC har hun aldrig oplevet noget lignende. Det er normalt akavet, og som regel er hele familien ikke til stede. Og aldrig nogensinde har der været tårer heller, når det er et rematch.
De havde skrevet et kort til mig som jeg læste da jeg kom hjem til min LCC, og det var bare så sødt. Udenpå stod der: “As you go on to new places and new faces, remember this:” og så indeni stod der: “All the old faces at the old place will never forget you!”. Det var det der var trykt på kortet, og så havde de selv skrevet nogle rigtig søde ting også. Det der rørte mig mest var det børnene selv havde skrevet, især den ene af tvillingerne, som ikke er den der har kunnet lide mig fra starten: “Jack 🙁 I like you!” Igen lyder det nok ikke af meget, men det betyder bare så meget for mig. Og så begyndte jeg at tude igen. Tudede i flere timer, det var helt åndssvagt!
Og jeg kunne ikke lade være med at tænke om jeg har begået mit livs største fejltagelse.

Skulle jeg have blevet? Givet det en chance mere? De sidste 2 uger har virkelig været gode, altså jeg har virkelig nydt det. Og de 2 måneder jeg har været der har været helt skøre med virkelig mange aktiviteter og stress, men nu har de sommerferie og efter det har de heller ikke lige så meget at se til. Så begår jeg en fejl? Jeg har så gode venner her, jeg elsker området!

Jeg prøver at minde mig selv om hvordan det var den første tid og hvor ked af det jeg var, samt hvilke ikke særligt pæne ting moren har sagt til mig. Det hjælper lidt på det, og det samme gjorde en god nats søvn. For i dag ser det hele bare en lille smule bedre ud.

Nu vil jeg smutte, for jeg skal ind til rundvisning i Det Hvide Hus!!!!!!!

Lige meget hvilke forhindringer der har været i de 2 måneder jeg har været her, kan jeg uden tøven sige at det har været blandt de bedste måneder i mit liv.
Jeg bliver simpelthen så ked af det, hvis det viser sig på fredag, at jeg skal hjem til Danmark. Den suverænt største grund er selvfølgelig, at jeg har det overdrevet fedt her. Jeg elsker det.

… men der er også noget andet. En lille ting, der nager i bevidstheden, selvom jeg prøver at skubbe det væk; skal jeg hjem, har jeg fejlet.

Se, jeg har aldrig haft noget, jeg virkelig er god til. Det kan nemt lyde meget trist og selvdestruktivt, men ikke desto mindre er det sandt. Altså, jeg har det fint med det, for det er fakta. De fleste har en eller anden ting: de er skide gode til fodbold, til dans, de får rene 12-taller, de kan ligge den flotteste make-up med vilde effekter, de kan tegne de smukkeste tegninger… Men den dér ting, det dér talent, det har jeg aldrig haft.
Jo, jeg var i folkeskolen overdrevet til faget dansk. Skolen generelt, faktisk. Men da jeg kom i gymnasiet, faldt mine karakterer virkelig meget. Jeg afsluttede dansk med 10 både mundtligt og skriftligt, og kun 7 til skriftlig dansk-eksamen. Så jeg da er stadig okay.
Men med de fleste andre ting går det på denne måde: jeg får interesse for det, jeg går virkelig op i det … og så enten mister jeg interessen eller giver op.

Dengang jeg skulle i militæret var jeg så sikker på, at jeg ville være pisse god, og at jeg skulle skabe mig en karriere indenfor forsvaret. Jeg var sikker på, at nu havde jeg fundet det, der skulle være en interesse for mig lang tid frem. Jeg vidste det ville blive hårdt, fysisk men ikke mindst psykisk – det var jeg udemærket godt klar over. I starten trænede jeg som en gal. Men lidt efter lidt faldt motivationen, og da dagen kom hvor jeg skulle starte kunne jeg knap tage en armbøjning. Og hvem kunne jeg give skylden? Ingen andre end mig selv.
Tiden i militæret gik, og selvom det var fysisk hårdt, så klarede jeg det. Der var flere ting, jeg gjorde godt. Men alligevel synes jeg ikke selv, det var godt nok. Drengene var altid foran. Altid bedre. De fleste af os piger var bare bagefter, alene fordi vi var piger. Men hele vejen igennem var der den der stemme indeni, som blev ved med at fortælle mig, at hvis bare jeg havde trænet bedre op. Hvis bare jeg havde taget mig sammen og trænet hårdere, længere, oftere… Og det var igen ikke andres skyld en min egen. Og det var det værste; jeg kunne ikke skyde skylden på nogen eller noget.
Jeg vidste godt da jeg fortalte folk jeg skulle i militæret, at de ikke troede på jeg ville gennemføre det. De regnede med at se mig fejle. Min gamle chef begyndte endda at grine, da jeg bad om orlov. Men jeg var så sikker på, at jeg nok skulle klare det. Jeg skulle vise dem, skulle jeg. De skulle få lov at æde deres ord. De skulle nok blive overraskede! Imponerede!
Men hvordan gik det? Det gik ikke. Jeg fejlede, jeg gav op. Efter 2 måneder.

Nu er jeg her. I USA. Og jeg skal med stor sandsynlighed hjem på fredag. Jeg fejlede, jeg gav op. Efter 2 måneder.

Okay, det er måske ikke helt fair. Jeg kæmpede for at få det til at fungere i denne familie. Jeg kæmpede for at finde en ny – kontakte en masse LCC’er og au pairs, skrev i grupper, gjorde hvad jeg kunne. Jeg var ud af mine 2 uger til at finde en familie matchet med én i en hel uge, som gav udtryk for at hun ville have mig som au pair. Så pludselig havde hun ikke tid. (EDIT: alt det kan du læse lige her)
… Men kunne jeg have gjort mere? Kunne jeg have kæmpet mere – både for at redde det hos denne familie, og for at have fundet en ny?

Se, jeg er generelt meget hård ved mig selv. Og jeg forventer generelt meget af folk. Inklusiv mig selv. Jeg tolererer ikke fiasko – det er ikke godt nok! Derfor er det et kæmpe-enormt nederlag for mig at skulle vende hjem – hvis det er det det ender med. For det føles netop som om jeg har fejlet. Endnu en ting på listen over ting, jeg ikke har gennemført.

Og hvad så når jeg kommer til Danmark? Hvad skal jeg så? Min største drøm er at blive børnelæge eller søvnforsker (ved godt det er en vildt underlig ting, men jeg kan ikke gøre for det. Det er en drøm jeg har haft i mange år – omend en drøm, jeg ikke rigtig går og taler om). Men kan jeg blive det? Nej, det kan jeg ikke. Hvorfor? Fordi mine karakterer ikke er gode nok. Hvorfor er de ikke det? Fordi jeg var doven i gymnasiet. Jeg havde enormt meget fravær, fysisk og skriftligt. Jeg endte med et snit på 6,5. 6,5!! I folkeskolen var det 10,2. Men i gymnasiet skulle jeg gøre en indsats. Gjorde jeg det? Nej. Hvis skyld er det? Min egen. Ikke andre end min egen. Ikke lærerne, ikke kammeraterne, ikke niveauet. Ingen ting. Kun min egen manglende selvdisciplin.

… Selvdisciplin. Hvis jeg ud af alle egenskaber i hele verden kunne vælge én enkelt egenskab jeg bare ville sparke røv indenfor, ville det være selvdisciplin.

Jeg har i så få tilfælde formået at virkelig kæmpe for noget. Ja, faktisk tror jeg, det eneste jeg har haft interesse for i lang tid, var mit arbejde. Ud af alle ting! Jeg har generelt altid elsket mit arbejde på McDonald’s. Der har flere gange været perioder, hvor jeg har hadet det af hjertet. Især til sidst. Men ellers har jeg kæmpet for at opnå noget på arbejdet. Jeg startede som servicemedarbejder. Så blev jeg værtinde. Så blev jeg træner. Så blev jeg skiftmanger. For de fleste lyder det nok ikke som nogen særlig bedrift. Men det var det for mig – fordi jeg kæmpede for det. Og alligevel… alligevel vælger jeg den aller-sidste tid på arbejdet at være øv-fjæs og ikke rigtigt gide. Fordi det var svært. Fordi der var pissehøje forventninger til mig – fra mig selv. Jeg ville være den bedste! Jeg ville imponere! Jeg ville ikke lave fejl! Men det gjorde jeg. Mange endda. For at være skiftmanager var nyt for mig. Det var svært. Selvfølgelig var det svært. Jeg skulle jo lære det. Men jeg var så hård ved mig selv. Det var ikke okay at lave fejl! Derfor blev arbejdet de sidste uger til den ting jeg havde aller-mindst lyst til. Og jeg sluttede det af på en rigtig dårlig måde. En kollega som havde bemærket min minimale lyst til at arbejde, sagde til mig: “Hvordan vil du huskes, Laura? Som en der gav op, eller som en der kæmpede til det sidste?”
Og det fik mig til at hanke en smule op i mig selv… Bare ikke nok.

Før i tiden så jeg min vinder- og konkurrencementalitet som en god ting, som en stærk egenskab som vil hjælpe mig gennem livet. Men nu – ikke så meget. For jeg er først tilfreds med mig selv hvis jeg er den bedste. Men jeg har ikke selvdisciplin nok til at blive den bedste. Så hvad gør man så? – lærer at blive en god taber? Det kommer nok aldrig til at ske. – lærer at kæmpe mere, hårdere? Forhåbentlig!

I torsdags blev jeg matchet med en familie, som bestod af en single-mom med tvillinger på 7: en dreng og en pige. De lød som en skøn familie, dog var der nogle ting, som bekymrede mig; hun ledte efter en pige med yngre søskende (det har jeg ikke), med en varm personlighed (not so much) samt en som er moden. Det er jeg da nok, men når hun skriver det sådan, ville det være sandsynligt hun ledte efter en som var ældre. Så da jeg fredag morgen så hun havde ringet (klokken var halv 7 eller sådan noget, og jeg var lige vågnet. Og når jeg lige er vågnet kan jeg knap nok opbygge en sætning, så tog den ikke) sendte jeg hende en mail med mine bekymringer. Fredag aften ringer hun så til mig, og vi taler sammen i over en time. Vi får talt om de ting jeg bekymrer mig om, og lærer bare hinanden og vores forventninger til hinanden at kende. Det gik super godt, og jeg havde en rigtig god mavefornemmelse. Hun synes også det var gået rigtig fint, sagde hun, og vi aftaler at Skype i weekende, så jeg også kan møde børnene, og så vi kan beslutte om vi vil matche.

Jeg sender hende søndag morgen en sms, hvor jeg spørger om hende og børnene har haft en god weekend. Hun svarer ikke, og mandag eftermiddag har jeg stadig ikke hørt fra hende. Jeg bliver ret så bekymret, da jeg er bange for hun har talt med min host mom, og at hun har sagt slemme ting om mig, og at det er derfor hun ikke svarer – fordi hun ikke er interesseret mere. Så jeg skriver til hende igen og spørger, om vi skal Skype til aften. Hun undskylder mange gange hun ikke har svaret, og forklarer at børnene er hos deres far, og derfor kan jeg ikke Skype med dem. Øv, men jeg forstår det godt. Vi skriver lidt sammen og det bliver aften. Jeg spørger hende hvordan hun har det med tatoveringer, og igen svarer hun ikke. Tirsdag skriver jeg så til hende, at jeg er ked af at sende hende så mange beskeder, men at jeg altså bliver sendt hjem til Danmark hvis ikke jeg har et final match fredag. Så om hun ikke har lyst til at Skype så vi kan beslutte, om vi skal final matche? Hun svarer stadig ikke, så onsdag morgen ringer jeg til hende. Hun undskylder igen, og forklarer at hun har haft meget at se til ang. arbejde, og at hun har fået dårlige nyheder fra hospitalet ang. hendes skulder, som der åbenbart er noget galt med. Men at hun vil ringe til bureauet og fortælle, at vi skal “move forward”. Så det er jo skønne nyheder!
… men glæden er kort. For da jeg logger ind på min konto kort tid efter er hun der ikke længere. Underligt, tænker jeg og sender en mail til bureauet samt en sms til host moren for at spørge, om hun har ombestemt sig. Især fordi der pludselig dukker et nyt match op! Host moren svarer ikke (surprise!), men bureauet ringer til mig og fortæller, at hun har haft så meget at se til, og derfor ikke ‘allerede’ kan tage en beslutning. Måske vil jeg høre fra hende dagen efter, siger de. Men hun er fjernet fra min konto, således at hun ikke blokerer nye match. Så jeg sendte hende en mail og skrev, at jeg stadig er meget interesseret i at blive hendes au pair, og at jeg virkelig håber på at høre fra hende.
Jeg er bare skide pisse bitter over, at jeg har brugt ikke mindre end halvdelen af mine 2 uger jeg har til at finde en ny familie, på at være matchet med hende, og så vil hun ikke alligevel. ØV!

Den nye familie jeg er matchet med lyder fin nok. Jeg skrev dem en mail her i morges (onsdag), men de har ikke svaret. Så her onsdag aften skrev jeg en sms til moren. Det er muligt jeg er påtrængende, men hvis jeg ikke har et final match fredag skal jeg hjem!! Altså skal jeg først finde en familie, så tale med dem, og så skal begge parter beslutte, at vi gerne vil. Så der er MEGA pres på!!
Det værste lige nu er faktisk, at det går rigtig godt hos min nuværende familie. Jeg ville ønske det var forfærdeligt at være her, for så kan jeg trøste mig selv med, at hvis jeg ikke finder en familie og bliver sendt hjem, ja så ved jeg at jeg traf den rigtige beslutning – at det er bedre at være hjemme i Danmark end at være hos denne forfærdelige familie.
Men det er bare gået rigtig godt. Drengene opfører sig eksemplarisk med kun få undtagelser, jeg kommer godt ud af det med faren som sædvanlig, og de perioder moren har hvor hun er underligt og kold, opstår ikke så ofte som før.
Så jeg kan ikke lade være med at overveje, om jeg begår en fejl? Skulle jeg være blevet?
Jeg prøver bare at minde mig selv om alle de tarveligt ting, moren har sagt til mig, og hvor ubehageligt det før har været at være her. Forleden sagde hun endda, at jeg skulle “cut the cantaloupe during my shift“. Så kan man da ikke føle sig meget mere som en medarbejder!

I hvert fald kommer jeg til at savne dem. Især drengene. Mest hunden, lol. Arj, kommer oprigtigt til at savne dem alle samme. Det gør jeg sgu!

Det er rigtig hårdt, det er en lortesituation, det er noget hø. Og jeg kan ikke gøre mere for at påvirke situationen på nuværende tidspunkt. Nu krydser jeg bare fingre! Please, please, please lad mig blive i USA!

EDIT: Har netop fundet ud af, at grunden til det tilsyneladende ikke kan lade sig gøre med den der familie med tvillinger på 7, som jeg gerne vil bo hos, er at hun måske, måske ikke flytter til Californien. Det er ikke sikkert fordi det skal gå gennem retten. Og hvis hun flytter, vil den nærmeste LCC være 40 minutter væk, hvilket er ingenting i Californien. Men det vil Cultural Care ikke være med til. Moren er i retten lige nu, og hvis hun er meget heldig, får hun besked i dag. Men sansynligvis ikke.

Jeg prøver virkelig at overbevise bureauet om, at de skal tillade at LCC’en er 40 minutter væk. Jeg mener, who cares?! Jeg har egen bil. Det er ikke noget problem.. Vender tilbage når jeg ved mere!

Jeg har helt glemt at ligge den herind, men jeg lavede for nogle dage endnu en (ret indholdsløs) videoblog. Den kan ses lige her:

https://www.youtube.com/watch?v=Au5xbuyXKcA

Okay, overskriften snyder lidt … meget. For det blev til en ganske lang videoblog. Jeg har vist aldrig været god til det der med at fatte mig i korthed.. Nå, men jeg ville jo sætte den ind på sådan en fancy måde, så man bare skulle trykke ‘play’, men det virkede ikke helt for mig. Så i stedet får i her et link:

https://www.youtube.com/watch?v=26N4_apaC_c

Advarsel: videoen er uden særligt indhold, og en stor del er en gentagelse af tidligere indlæg, så hvis du har et liv eller bare et eller andet semi-fornuftigt at tage dig til, så kunne det være du hellere ville det end at se mig dumme mig i en halv times (oh yes. en halv time) video uden indhold.

Men hvis du alligevel bare nærmest desperat sidder og trykker ‘opdater’ på Bloglovin’, EkstraBladet, Facebook eller diverse andre ligegyldige interessante tidsrøvere, så kan du da lige give den et kig.

Vi ses på grillen (for jeg vil sikkert blive grillet over at lave sådan en crappy videoblog, LOLLLLL)

Okay nok dårlig humor!

Farveller