At fejle

Lige meget hvilke forhindringer der har været i de 2 måneder jeg har været her, kan jeg uden tøven sige at det har været blandt de bedste måneder i mit liv.
Jeg bliver simpelthen så ked af det, hvis det viser sig på fredag, at jeg skal hjem til Danmark. Den suverænt største grund er selvfølgelig, at jeg har det overdrevet fedt her. Jeg elsker det.

… men der er også noget andet. En lille ting, der nager i bevidstheden, selvom jeg prøver at skubbe det væk; skal jeg hjem, har jeg fejlet.

Se, jeg har aldrig haft noget, jeg virkelig er god til. Det kan nemt lyde meget trist og selvdestruktivt, men ikke desto mindre er det sandt. Altså, jeg har det fint med det, for det er fakta. De fleste har en eller anden ting: de er skide gode til fodbold, til dans, de får rene 12-taller, de kan ligge den flotteste make-up med vilde effekter, de kan tegne de smukkeste tegninger… Men den dér ting, det dér talent, det har jeg aldrig haft.
Jo, jeg var i folkeskolen overdrevet til faget dansk. Skolen generelt, faktisk. Men da jeg kom i gymnasiet, faldt mine karakterer virkelig meget. Jeg afsluttede dansk med 10 både mundtligt og skriftligt, og kun 7 til skriftlig dansk-eksamen. Så jeg da er stadig okay.
Men med de fleste andre ting går det på denne måde: jeg får interesse for det, jeg går virkelig op i det … og så enten mister jeg interessen eller giver op.

Dengang jeg skulle i militæret var jeg så sikker på, at jeg ville være pisse god, og at jeg skulle skabe mig en karriere indenfor forsvaret. Jeg var sikker på, at nu havde jeg fundet det, der skulle være en interesse for mig lang tid frem. Jeg vidste det ville blive hårdt, fysisk men ikke mindst psykisk – det var jeg udemærket godt klar over. I starten trænede jeg som en gal. Men lidt efter lidt faldt motivationen, og da dagen kom hvor jeg skulle starte kunne jeg knap tage en armbøjning. Og hvem kunne jeg give skylden? Ingen andre end mig selv.
Tiden i militæret gik, og selvom det var fysisk hårdt, så klarede jeg det. Der var flere ting, jeg gjorde godt. Men alligevel synes jeg ikke selv, det var godt nok. Drengene var altid foran. Altid bedre. De fleste af os piger var bare bagefter, alene fordi vi var piger. Men hele vejen igennem var der den der stemme indeni, som blev ved med at fortælle mig, at hvis bare jeg havde trænet bedre op. Hvis bare jeg havde taget mig sammen og trænet hårdere, længere, oftere… Og det var igen ikke andres skyld en min egen. Og det var det værste; jeg kunne ikke skyde skylden på nogen eller noget.
Jeg vidste godt da jeg fortalte folk jeg skulle i militæret, at de ikke troede på jeg ville gennemføre det. De regnede med at se mig fejle. Min gamle chef begyndte endda at grine, da jeg bad om orlov. Men jeg var så sikker på, at jeg nok skulle klare det. Jeg skulle vise dem, skulle jeg. De skulle få lov at æde deres ord. De skulle nok blive overraskede! Imponerede!
Men hvordan gik det? Det gik ikke. Jeg fejlede, jeg gav op. Efter 2 måneder.

Nu er jeg her. I USA. Og jeg skal med stor sandsynlighed hjem på fredag. Jeg fejlede, jeg gav op. Efter 2 måneder.

Okay, det er måske ikke helt fair. Jeg kæmpede for at få det til at fungere i denne familie. Jeg kæmpede for at finde en ny – kontakte en masse LCC’er og au pairs, skrev i grupper, gjorde hvad jeg kunne. Jeg var ud af mine 2 uger til at finde en familie matchet med én i en hel uge, som gav udtryk for at hun ville have mig som au pair. Så pludselig havde hun ikke tid. (EDIT: alt det kan du læse lige her)
… Men kunne jeg have gjort mere? Kunne jeg have kæmpet mere – både for at redde det hos denne familie, og for at have fundet en ny?

Se, jeg er generelt meget hård ved mig selv. Og jeg forventer generelt meget af folk. Inklusiv mig selv. Jeg tolererer ikke fiasko – det er ikke godt nok! Derfor er det et kæmpe-enormt nederlag for mig at skulle vende hjem – hvis det er det det ender med. For det føles netop som om jeg har fejlet. Endnu en ting på listen over ting, jeg ikke har gennemført.

Og hvad så når jeg kommer til Danmark? Hvad skal jeg så? Min største drøm er at blive børnelæge eller søvnforsker (ved godt det er en vildt underlig ting, men jeg kan ikke gøre for det. Det er en drøm jeg har haft i mange år – omend en drøm, jeg ikke rigtig går og taler om). Men kan jeg blive det? Nej, det kan jeg ikke. Hvorfor? Fordi mine karakterer ikke er gode nok. Hvorfor er de ikke det? Fordi jeg var doven i gymnasiet. Jeg havde enormt meget fravær, fysisk og skriftligt. Jeg endte med et snit på 6,5. 6,5!! I folkeskolen var det 10,2. Men i gymnasiet skulle jeg gøre en indsats. Gjorde jeg det? Nej. Hvis skyld er det? Min egen. Ikke andre end min egen. Ikke lærerne, ikke kammeraterne, ikke niveauet. Ingen ting. Kun min egen manglende selvdisciplin.

… Selvdisciplin. Hvis jeg ud af alle egenskaber i hele verden kunne vælge én enkelt egenskab jeg bare ville sparke røv indenfor, ville det være selvdisciplin.

Jeg har i så få tilfælde formået at virkelig kæmpe for noget. Ja, faktisk tror jeg, det eneste jeg har haft interesse for i lang tid, var mit arbejde. Ud af alle ting! Jeg har generelt altid elsket mit arbejde på McDonald’s. Der har flere gange været perioder, hvor jeg har hadet det af hjertet. Især til sidst. Men ellers har jeg kæmpet for at opnå noget på arbejdet. Jeg startede som servicemedarbejder. Så blev jeg værtinde. Så blev jeg træner. Så blev jeg skiftmanger. For de fleste lyder det nok ikke som nogen særlig bedrift. Men det var det for mig – fordi jeg kæmpede for det. Og alligevel… alligevel vælger jeg den aller-sidste tid på arbejdet at være øv-fjæs og ikke rigtigt gide. Fordi det var svært. Fordi der var pissehøje forventninger til mig – fra mig selv. Jeg ville være den bedste! Jeg ville imponere! Jeg ville ikke lave fejl! Men det gjorde jeg. Mange endda. For at være skiftmanager var nyt for mig. Det var svært. Selvfølgelig var det svært. Jeg skulle jo lære det. Men jeg var så hård ved mig selv. Det var ikke okay at lave fejl! Derfor blev arbejdet de sidste uger til den ting jeg havde aller-mindst lyst til. Og jeg sluttede det af på en rigtig dårlig måde. En kollega som havde bemærket min minimale lyst til at arbejde, sagde til mig: “Hvordan vil du huskes, Laura? Som en der gav op, eller som en der kæmpede til det sidste?”
Og det fik mig til at hanke en smule op i mig selv… Bare ikke nok.

Før i tiden så jeg min vinder- og konkurrencementalitet som en god ting, som en stærk egenskab som vil hjælpe mig gennem livet. Men nu – ikke så meget. For jeg er først tilfreds med mig selv hvis jeg er den bedste. Men jeg har ikke selvdisciplin nok til at blive den bedste. Så hvad gør man så? – lærer at blive en god taber? Det kommer nok aldrig til at ske. – lærer at kæmpe mere, hårdere? Forhåbentlig!