Den sidste tid og de største bekymringer

I torsdags blev jeg matchet med en familie, som bestod af en single-mom med tvillinger på 7: en dreng og en pige. De lød som en skøn familie, dog var der nogle ting, som bekymrede mig; hun ledte efter en pige med yngre søskende (det har jeg ikke), med en varm personlighed (not so much) samt en som er moden. Det er jeg da nok, men når hun skriver det sådan, ville det være sandsynligt hun ledte efter en som var ældre. Så da jeg fredag morgen så hun havde ringet (klokken var halv 7 eller sådan noget, og jeg var lige vågnet. Og når jeg lige er vågnet kan jeg knap nok opbygge en sætning, så tog den ikke) sendte jeg hende en mail med mine bekymringer. Fredag aften ringer hun så til mig, og vi taler sammen i over en time. Vi får talt om de ting jeg bekymrer mig om, og lærer bare hinanden og vores forventninger til hinanden at kende. Det gik super godt, og jeg havde en rigtig god mavefornemmelse. Hun synes også det var gået rigtig fint, sagde hun, og vi aftaler at Skype i weekende, så jeg også kan møde børnene, og så vi kan beslutte om vi vil matche.

Jeg sender hende søndag morgen en sms, hvor jeg spørger om hende og børnene har haft en god weekend. Hun svarer ikke, og mandag eftermiddag har jeg stadig ikke hørt fra hende. Jeg bliver ret så bekymret, da jeg er bange for hun har talt med min host mom, og at hun har sagt slemme ting om mig, og at det er derfor hun ikke svarer – fordi hun ikke er interesseret mere. Så jeg skriver til hende igen og spørger, om vi skal Skype til aften. Hun undskylder mange gange hun ikke har svaret, og forklarer at børnene er hos deres far, og derfor kan jeg ikke Skype med dem. Øv, men jeg forstår det godt. Vi skriver lidt sammen og det bliver aften. Jeg spørger hende hvordan hun har det med tatoveringer, og igen svarer hun ikke. Tirsdag skriver jeg så til hende, at jeg er ked af at sende hende så mange beskeder, men at jeg altså bliver sendt hjem til Danmark hvis ikke jeg har et final match fredag. Så om hun ikke har lyst til at Skype så vi kan beslutte, om vi skal final matche? Hun svarer stadig ikke, så onsdag morgen ringer jeg til hende. Hun undskylder igen, og forklarer at hun har haft meget at se til ang. arbejde, og at hun har fået dårlige nyheder fra hospitalet ang. hendes skulder, som der åbenbart er noget galt med. Men at hun vil ringe til bureauet og fortælle, at vi skal “move forward”. Så det er jo skønne nyheder!
… men glæden er kort. For da jeg logger ind på min konto kort tid efter er hun der ikke længere. Underligt, tænker jeg og sender en mail til bureauet samt en sms til host moren for at spørge, om hun har ombestemt sig. Især fordi der pludselig dukker et nyt match op! Host moren svarer ikke (surprise!), men bureauet ringer til mig og fortæller, at hun har haft så meget at se til, og derfor ikke ‘allerede’ kan tage en beslutning. Måske vil jeg høre fra hende dagen efter, siger de. Men hun er fjernet fra min konto, således at hun ikke blokerer nye match. Så jeg sendte hende en mail og skrev, at jeg stadig er meget interesseret i at blive hendes au pair, og at jeg virkelig håber på at høre fra hende.
Jeg er bare skide pisse bitter over, at jeg har brugt ikke mindre end halvdelen af mine 2 uger jeg har til at finde en ny familie, på at være matchet med hende, og så vil hun ikke alligevel. ØV!

Den nye familie jeg er matchet med lyder fin nok. Jeg skrev dem en mail her i morges (onsdag), men de har ikke svaret. Så her onsdag aften skrev jeg en sms til moren. Det er muligt jeg er påtrængende, men hvis jeg ikke har et final match fredag skal jeg hjem!! Altså skal jeg først finde en familie, så tale med dem, og så skal begge parter beslutte, at vi gerne vil. Så der er MEGA pres på!!
Det værste lige nu er faktisk, at det går rigtig godt hos min nuværende familie. Jeg ville ønske det var forfærdeligt at være her, for så kan jeg trøste mig selv med, at hvis jeg ikke finder en familie og bliver sendt hjem, ja så ved jeg at jeg traf den rigtige beslutning – at det er bedre at være hjemme i Danmark end at være hos denne forfærdelige familie.
Men det er bare gået rigtig godt. Drengene opfører sig eksemplarisk med kun få undtagelser, jeg kommer godt ud af det med faren som sædvanlig, og de perioder moren har hvor hun er underligt og kold, opstår ikke så ofte som før.
Så jeg kan ikke lade være med at overveje, om jeg begår en fejl? Skulle jeg være blevet?
Jeg prøver bare at minde mig selv om alle de tarveligt ting, moren har sagt til mig, og hvor ubehageligt det før har været at være her. Forleden sagde hun endda, at jeg skulle “cut the cantaloupe during my shift“. Så kan man da ikke føle sig meget mere som en medarbejder!

I hvert fald kommer jeg til at savne dem. Især drengene. Mest hunden, lol. Arj, kommer oprigtigt til at savne dem alle samme. Det gør jeg sgu!

Det er rigtig hårdt, det er en lortesituation, det er noget hø. Og jeg kan ikke gøre mere for at påvirke situationen på nuværende tidspunkt. Nu krydser jeg bare fingre! Please, please, please lad mig blive i USA!

EDIT: Har netop fundet ud af, at grunden til det tilsyneladende ikke kan lade sig gøre med den der familie med tvillinger på 7, som jeg gerne vil bo hos, er at hun måske, måske ikke flytter til Californien. Det er ikke sikkert fordi det skal gå gennem retten. Og hvis hun flytter, vil den nærmeste LCC være 40 minutter væk, hvilket er ingenting i Californien. Men det vil Cultural Care ikke være med til. Moren er i retten lige nu, og hvis hun er meget heldig, får hun besked i dag. Men sansynligvis ikke.

Jeg prøver virkelig at overbevise bureauet om, at de skal tillade at LCC’en er 40 minutter væk. Jeg mener, who cares?! Jeg har egen bil. Det er ikke noget problem.. Vender tilbage når jeg ved mere!