Så skete det – rematch …

Som alle der bare har læst nogle få indlæg ved, har jeg ikke været særlig glad for at bo ved denne familie. Det har været rigtig hårdt, jeg har aldrig rigtig følt mig hjemme, og det har alle dage været sådan lidt akavet mellem host moren og jeg.

De første 2 uger var de værste; børnene var umulige, host moren var ikke særlig sød ved mig, der var en masse ting som gjorde mig ked af det (dette indlæg). Jeg talte meget med andre au pairs om det – for kunne det være, det bare var helt normale startvanskeligheder? Så efter to uger ringede jeg grædende til min vejleder, som forklarede at jeg var nødt til at tale med min host mom omkring hvordan jeg havde det, og så give det lidt tid – for skulle det ske, at jeg skulle i rematch, ser det godt ud at jeg har talt om hvad der er galt og prøvet at få det til at fungere. Så jeg talte med hende, og forklarede lidt om hvordan jeg havde det (dette indlæg). Det hjalp faktisk lidt på det, og tingene var ikke nær så slemme som de var de første to uger. Moren var sødere ved mig, og jeg begyndte at klikke lidt bedre med børnene. Det var stadig svært og hårdt, men det var ikke lige så slemt.

Så gik der 4 uger, og jeg er her stadig. Hver dag sagde jeg til mig selv, at det da ikke var så slemt, og at jeg har så mange privilegier som bil til rådighed næsten altid, stort hus, fint (dog meget koldt – 13-14 grader) værelse, den fedeste location. Derfor tog jeg en dag af gangen, da jeg – i modsætning til e 2 første uger – jo ikke havde det forfærdeligt, og ikke følte jeg havde specifikke ting, som ligesom gjorde, at jeg ike følte det fungerede. Det var bare små ting, som gjorde, at jeg bare var rigtig indebrændt og ked af det. Det var de små dråber, som langsomt fyldte bægeret.

I går skete dog det, som skulle vise sig at være dråben, som fik bægeret til at flyde over. I er virkelig nødt til at læse dette indlæg for at forstå min nuværende situation.

Har du læst det?

Godt, så kan du læse videre.

Efter den situation gik jeg ind på løbebåndet og gik og gik og gik, mens jeg lyttede til høj musik, og bare var rigtig vred. Jeg fik en sms fra host moren, som spurgte om hun havde glemt en stak røde håndklæder på mit værelse. Det undrede mig at hun ikke havde reageret på situationen, da hun åbenbart også har været inde på mit værelse. Jeg svarer, at de ligger ikke på mit værelse, men at jeg til gengæld fandt min iPhone på gulvet (!!), og at den var på lydløs, og at jeg derfor nu ikke forstod hendes forklaring med, at de gik ind fordi de hørte telefonen. Hun svarede at de gik ind fordi de ledte efter ledningen til xbox-en, fordi børnenes ven skulle vise dem noget i et spil, og at hun håbede jeg forstod. Så nu var det en anden forklaring, åbenbart. Jeg ville have talt med hende om det, men nu var vi jo i gang, så jeg skrev til hende, at det faktisk “upsets me” (hvordan oversætter man det bedst?), da jeg har forklaret dem så mange gange, at det ikke er okay, og virkelig synes jeg har været tålmodig og forstående overfor dem. Jeg skrev, at jeg virkelig har fundet mig i mange ting, herunder alle de virkelig lede ting jeg har måttet lægge øre til. Der er rigtig mange ting, jeg ikke har fortalt moren, de har sagt eller gjort, fordi jeg ikke ville sladre hele tiden. Så jeg skrev, at denne situation var dråben, og derfor reagerede jeg som jeg gjorde. Hun svarede tilbage, at vi skulle tale sammen ASAP, enten når børnene var lagt i seng eller dagen efter. Jeg svarede at i morgen ville passe mig bedst, da jeg var på vej i biografen, og om det var ok? Nej, det skulle være nu, skrev hun og kom så ned. Og så begyndte balladen …

Jeg troede hun ville tale med mig fordi hun kunne mærke, jeg var ked af det, men jeg kunne godt tro om igen.
Hun fortalte mig, at hun var meget, meget vred på mig; hun synes jeg fuldstændig havde overreageret, og at jeg i hvert fald ikke kunne blive sur over at de kom ind på mit værelse. Og hvornår havde de måske sidst været derinde? (nogle få dage inden – en af drengene havde været inde og tage min kjole på for sjov, og moren havde sagt at han skulle lægge den tilbage præcis hvor han fandt den – hun regnede vel med, at jeg ikke ville finde ud af det). Hun sagde, at første gang jeg talte med hende om det med at de kommer ind (dette indlæg), var hun ‘very upset’, og synes det var så forkert at jeg sagde sådan efter kun en uge.
Hun sagde også, at jeg virkelig ikke forstår børn, og slet ikke burde tage mig af drenge, samt at jeg burde få drenge-erfaring (som jeg i øvrigt allerede har! Men det ville ikke være første gang, hun vist ikke har læst min ansøgning ordentligt), og at de eneste børn jeg burde tage mig af er søde, artige børn, som aldrig gør noget forkert og altid lytter og gør hvad jeg siger. Og at alt det havde hun også tænkt sig at fortælle til vejlederen.
Derudover fik jeg lige kastet i hovedet, at jeg ‘slet ikke kunne lide hendes børn, og at de faktisk bare rigtig godt kunne lidt mig’. Det ved jeg er løgn eftersom den ene tvilling fortalte hans venner til et skolearrangement jeg var med til, at han slet ikke kunne lide mig, og at jeg bare er rigtig led. Det fortalte jeg hende, men hun ignorerede det og fortsatte; “den anden tvilling er så glad for dig, ‘he adores you’, og nu vil du knuse hans hjerte.” Av. Den var ikke rar, og det gjorde mig godt nok ked af det. Puha… For hun har ret, han bliver rigtig ked af det. Og jeg kommer virkelig til at savne ham. Det er sgu hårdt …
Hele ‘samtalen’ (monologen?) igennem fik jeg stort set ikke et ord indført, på trods af at vi begge kunne blive enige om at det her ikke fungerer. Det var simpelthen så ubehageligt, for det er som om det er mig, der er hele problemet – jeg fik jo slet ikke forklaret hvordan jeg har haft det hver dag i over en måned. Hun endte med at gå sin vej da hun havde sagt hvad hun ville sige.

Jeg ringede til min vejleder lidt efter (efter jeg havde siddet og tudet i et par timer, lol. USA har gjort mit til et endnu større tudefjæs end jeg var i forvejen, haha), og forklarede hende at vi altså lige var blevet enige om et rematch, og hvad så nu? Hun fortalte at hun godt vidste det, da hun havde fået en sms fra host moren 10 minutter inden, men at det var en god ting for mig, da det jo var det jeg havde ønsket fra starten. Jeg forklarede at jo, det var det, men samtidig havde jeg ønsket at det skulle afsluttes på en god måde, og ikke i et skænderi. Hun sagde at det kunne hun godt forstå. Jeg spurgte om det var første gang det skete for familien, og hun svarede: “nej, nej nej, slet, slet ikke!”, hvilket bekræftede mig i at de har været i rematch mange gange før. Det får mig i det mindste til at føle lidt bedre.

Det allerværste ved hele situationen lige på det tidpunkt var, at det var midt om natten hjemme i DK. Så jeg kunne hverken tale med min mor eller far. Men heldigvis for mig står min far altid op kl 6, så jeg skulle kun vente til kl 12 min tid før jeg kunne FaceTime med ham. Det var simpelthen så rart, og jeg tudede hele vejen igennem det 45 min lange opkald. Derefter fik jeg talt med min mor, og det var igen super, super rart. Hvor er jeg bare heldig, at jeg har sådan en fantastisk støtte hjemme i Danmark, det betyder simpelthen mere end hvad ord kan beskrive.
Også de fantastiske piger her i Arlington har været skønne med deres opmuntrende kommentarer, og deres tilbud om at hjælpe mig. Så tak, damer. Det betyder alverden!

Så hvad så nu?
Det eneste jeg rigtig ved lige nu er, at jeg om ca. 2 uger enten befinder mig hos en ny familie hjemme i Danmark. Det er underligt at tænke på! Jeg vil bare ikke hjem, virkelig ikke. Mit eventyr er slet ikke slut endnu, og jeg vil bare for alt i verden ikke sidde med samme følelse af at give op og være svag, som jeg havde efter jeg sagde op i militæret. Det kan jeg ikke gå igennem en gang til.

Jeg skal tale med min vejleder senere i dag, efter hun har talt med min host mom. Jeg ved, at jeg skal arbejde ugen ud, og derefter ved jeg ikke hvad der skal ske – om jeg bare skal arbejde indtil jeg skal enten hjem eller til en ny familie; om jeg ikke skal arbejde men stadig bo her; om jeg skal finde et andet sted at være indtil jeg skal til ny familie eller hjem – der er en masse ubesvarede spørgsmål lige nu, og det er ikke særlig rart ikke at vide om det hele slutter nu.

Så ja, det er situationen lige nu…