Så fik jeg endelig talt med min host mom!

Efter 2 uger fik jeg endelig taget mig sammen og talt med min host mom. Det var meget svært for mig, da jeg virkelig ikke vidste hvad jeg skulle sige. Det var som om der er så meget jeg er utilfreds med, og som gør mig ked af det. Men det er rigtig mange små ting, og egentlig også ting som at svære at tale om, fx. når det går hen og bliver personligt.

Jeg var også meget opmærksom på hvad der ville hjælpe mig at sige, og hvad der ville være bedst at lade ligge. F.eks. undlod jeg at sige, at jeg ikke kan lide børnene synderligt meget, da jeg nok ikke får noget ud af at fortælle det – tvært imod ville jeg nok endnu med en vred host mom.

Målet med samtalen var jo egentlig rematch – helst skulle hun selv foreslå det. Men sådan gik det ikke helt…

Jeg vidste hun også ville tale med mig om noget, men ville ikke starte. Så jeg lagde ud. Jeg fortalte, at jeg ikke føler jeg klikker med drengene, at vi ikke rigtigt har nogen conncetion. Her gav hun mig ret og sagde, at det kunne hun godt se. Så det var faktisk rart, at det ikke bare er noget der foregår oppe i mit hoved. Så fortalte jeg, at min fornemmeste opgave jo er at sørge for, at de ikke kommer til skade – og at jeg har meget svært ved at opfylde det krav, da de ikke lytter. Eksempelvis var en af dem på vej op af en trappe med skoene halvt på, og ikke bundne. Jeg har før fået ballade for ikke at stoppe den farlige situation (jeg tænkte faktisk ærligt ‘herregud, det sker der nok ikke noget ved’, men kan da bestemt godt se hvad hun mener.), så derfor vidste jeg, at jeg var nødt til at gøre noget. Drengen denne gang er et stykke foran mig, og nægter at stoppe selvom jeg siger han skal. Den situation fortalte jeg hende om, da jeg ved sikkerhed også er det hun synes er allervigtigst, så tænkte den var god at have med.
Så talte vi lidt om det faktum, at jeg faktisk havde sagt nej til denne familie hjemme i Danmark, da jeg ikke ville have en familie med 3 drenge, og især ikke når de er så store (8, 8, 10) og så tæt på hinanden aldersmæssigt.
Jeg kommer også ind på, at jeg har svært ved at underholde børnene, når de somme tider bare har besluttet at det eneste de har lyst til at lave er at se TV eller spille Wii eller X-Box, hvilket de ikke må. Så siger de bare nej til alt jeg foreslår. Her siger hun, at hun vil prøve at være med til at sætte aktiviteter i gang sammen med os, så det er nemmere for mig.
Herudover fortæller jeg, at jeg synes jeg er ‘den slemme’ en del – den som hele tiden siger nej. Hun siger at hun har fortalt børnene (som har klaget over, at jeg aldrig giver lov til noget), at jeg altså siger nej fordi jeg har fået besked på at sige nej. Men at hun vil finde nogle ting jeg kan lave sammen med børnene, som de ikke normalt får lov til, så jeg ikke kun er den slemme.

Hun fortæller også, at de 2 uger jeg har været her har været ret crazy med mere at se til end normalt, samt at hun har været ret stresset. Hun undskylder faktisk endda, og fortæller at da jeg sagde jeg ville tale med hende, var hun sikker på jeg ville fortælle, at jeg ikke ville være i denne familie mere. Og det var faktisk rart at vide, at hun også har kunnet mærke der var noget galt.

Afslutningsvis siger hun, at hun synes det er for tidligt at afgøre om vi er det rigtige match for hinanden, og at hun synes vi skal give det lidt mere tid. Så det aftaler vi.

Det er så her jeg burde være super glad og tænke, at nu bliver det hele godt og rart. Men ærlig talt; nej.
Jeg ved, at når man skal i rematch er det en klar fordel at man har talt med familien om problemerne, og prøvet at løse dem sammen inden man går i rematch – ellers kan potentielle nye familier blive skræmt lidt væk og tænke, at hvis jeg ikke engang gav det et forsøg, kan det være jeg også bare smutter fra dem (nye familier).

Jeg modtog en kommetar fra en pige som har læst min blog, hvor der bl.a. stod:
“Den følelse som du beskriver her, er overhovedet ikke den følelse en ny au paur skal have!! Jeg har selv været i rematch efter omkring 5 uger fordi jeg simpelhen bare ikke kunne med hverken min gamle HM eller den ældste pige. Og selvom det hele virker helt vildt usikkert og skræmmende, kan jeg simpelhen ikke andet end at råde dig til at følge din mavefornemmelse!”
Og det gjorde mig bare mere sikker på, at jeg ikke hører til her, men fortjener at være hos en familie, hvor jeg står op hver dag med en god følelse i maven!

Nå, men status nu er jo så, at jeg må holde ud lidt endnu!

Kan i have det rigtig skønt

Farveller Polle (kan virkelig snart ikke finde på flere afslutninger hahahaha!)