Ikke længere landstalsmand

Ohøj ohøj

Så er der store nyheder – det er i hvert gald noget stort i min verden

 

Da jeg stillede op til landstalsmand rørte det mig ikke så meget, at jeg ville gå glip af at gå vagt og bo inde på Gothersgade. Jo, det var da selvfølgelig super ufedt, at jeg ville gå glip af at bo sammen med alle de andre, men jeg kunne godt leve med det.

Men som tiden gik efterfølgende kunne jeg bare mærke, at det ændrede sig – jeg glædede mig ikke længere, og jeg fik rigtig ondt i maven hver gang jeg tænkte på det.

Jo mere tid vi brugte på eksercits, jo større interesse fik jeg i at vise dem frem. Jeg begyndte at glæde mig rigtig meget til at gå vagt, og det var bare så surt at tænke på, at det kun ville ske et par gange om måneden.

Og jo mere tid jeg brugte sammen med de dejlige damer på min stue, samt alle de andre dejlige mennesker jeg blev venner med, jo mere øv var det, at jeg ikke skulle være en del af fællesskabet inde på Gothersgade. For jeg ville jo slet ikke være en del af sammenholdet – når jeg har fri, ville de sikkert gå vagt, og de spontane byture ville jeg ikke have en chance for at deltage i.

Derudover synes jeg allerede, at jeg er gået glip af en del fagligt. Jeg har for eksempel misset en hel skydedag, og før det første er det noget værre røv at misse undervisningen, men for det andet er skydning min absolutte favoritting, vi foretager os. Også i førstehjælp er der timer, jeg er gået glip af.

Når alle faktorer er sat op mod hinanden, så synes jeg bare ikke det var det værd. Så jeg tog den beslutning at give posten videre.

Det der egentlig var den afgørende faktor, som fik mig til at træffe valget, var da en af serganterne sagde: “i skal fucking glæde jer til i kommer i vagtkompagniet. Det bliver det fedeste – i kommer ikke på noget tidspunkt i jeres liv til at opleve noget, der er bare halvt så fedt!”

Så sådan er det. Jeg har det som om jeg lige har smidt 100 store sten af skuldrene. puuuuuha.