Første måned: gennemført!

Goddag! Så har jeg endelig fået tid og overskud til at skrive herinde igen – det er også 2 uger siden sidst!

Jeg har virkelig haft meget at se til, og den fritid jeg ikke har er blevet brugt til støvlepuds og vedligeholdelse…

I sidste uge var jeg tirsdag til fredag på CENTA-kursus inde ved Holmen, som er et talsmandskursus, hvor man lærer en hel masse om det at være talsmand, og som suppleant var jeg også med. Det var super spændende, dog lidt langtrukkent til tider, men  ellers virkelig fint. Jeg tog hjem og sov i min lejlighed, og det var fandeme rart at sove i sin egen seng! Onsdag havde jeg sat vækkeuret tidligt nok til, at jeg kunne være på kurset en halv time før start – jeg hader at komme i sidste øjeblik, og så stoler jeg i øvrigt ikke en fløjtende fis på den offentlige transport. Noget andet jeg heller ikke burde have stolet på var mit vækkeur; for jeg vågnede i vild panik en halv time efter jeg skulle have været ude af døren. fuck. Jeg gik virkelig i panik, for det er satme vigtigt at være der til tiden og se ordentlig ud – jeg repræsenterer jo Den Kongelige Livgarde, for fanden! Jeg havde stadig grønt hår fra dagen før, hvor vi havde været sløret i felten, så jeg sprang direkte i bad. Da jeg kom ud ringede jeg efter en taxa, mens jeg i vildskab forsøgte at komme i tøjet. Det var første gang jeg skulle vise mig offentligt i min uniform, og det er et kæmpe ansvar – for det skal bare spille 100 % og se godt ud. Men jeg kom i taxaen, og 300 kr. senere ankom jeg til Holmen – 5 minutter før tid. phew! Det var på et hængende hår, men jeg nåede det. Første dag fik vi udleveret en nøgle til et værelse, der var stillet til rådighed for os, men som sagt valgte jeg ikke at gøre brug af tilbuddet, da jeg hellere ville hjem og sove. At jeg ikke afleverede nøglen tilbage med det samme viste sig imidlertid at være en rigtig, rigtig dårlig idé – for fredag morgen da vi skulle aflevere nøgler tilbage gik det op for mig, at jeg i kampens hede havde glemt den derhjemme. Så da vi alle sammen fik fri om fredagen skulle jeg hjem og hente nøglen. øv bøv. Jeg skulle dog i byen i aften, så jeg afleverede den på vej til byen. Så det var ikke så slemt.

Den følgende mandag havde vores kompagni fri – dog skulle vi talsmænd og suppleanter på endnu et kursus – det foregik på kasernen, og varede ikke mere end ca 6 timer. Men ingen fridag til os. Til mødet skulle der til slut vælges kompagnitalsmand (dvs. for 3 delinger – 150 mand) og landstalsmand (begge kompagnier – 300 mand). Jeg havde tænkt meget over, at det kunne være super fedt at være landstalsmand. Den eneste hage ved det er, at når de andre om 3 måneder overgår til vagtkompagniet og flytter til Gothersgade, skal talsmanden blive boende på Høvelte Kaserne. Det kan godt blive lidt ensomt, da man jo rimelig meget ryger ud af fællesskabet. Men jeg valgte at stille op til posten alligevel – det var vi vist 7 der gjorde. Og jeg vandt! Det havde jeg virkelig ikke regnet med. Virkelig ikke! Så nu er jeg den første kvindelige landstalsmand i Den Kongelige Livgardes historie! At være landstalsmand er et fuldtidsjob, som for mit vedkommende rigtigt begynder om 3 måneder og 4 måneder frem. Selvom jeg ikke bor inde på Gothersgade, skal jeg selvfølgelig stadig gå vagt. Men hvor de andre har flere vagter om ugen, er det faktisk kun et krav at jeg har én om måneden. Jeg bestemmer selv hvornår og hvor mange jeg vil tage – bare jeg kan fuldføre talsmandsjobbet ordentligt. Så jeg vil prøve at få så mange som muligt, da jeg heller ikke vil miste båndet til de andre. Så det er den eneste hage ved det – det med ikke at flytte med til Gothersgade – og jeg har virkelig tænkt over det. Men jeg får så meget ud af at være landstalsmand; jeg tror virkelig, det vil give mig nogle kompetencer, jeg ikke kan få andre steder. Og så vil jeg bare rigtig, rigtig gerne gøre en forskel, hvor kliché det end lyder.

Så stort tillykke til mig!

Jeg gik selvfølgelig glip af nogle ting mens jeg var på kursus; kontrolskydning, fysisk test, foto, delprøve og svar på radio-prøve.

Delprøven havde fundet sted fredag, og her kom nogle befalingsmænd fra Vagtkompagniet for at kontrollere, at vi kunne finde ud af at lave eksercits. Min deling gjorde et skide flot stykke arbejde, og bestod med bravour. Derudover blev vi kåret som ugens deling – og også den deling, som gjorde det bedst til eksercitprøven! SÅ godt gået af dem alle sammen. Mor er stolt <3 lol

Er selvfølgelig super ærgerlig over ikke at være med til at vinde sådanne udmærkelser, men sådan er det.

Kontrolskydningen må jeg gennemføre næste gang vi er på skydebane, og mit foto får jeg taget når fotografen kommer ud igen.

Radioprøven fandt sted for et par uger siden og bestod af 2 dele: en praktisk og en skriftlig. Og mine resultater var faktisk rigtig gode. I den praktiske havde jeg scoret 22 ud af 22 mulige point. I den skriftlige havde jeg også klaret mig godt, men scorede ikke fuldt på point. Jeg kan ikke lige huske hvad tallet hed. Det ser jeg lige på når jeg kommer tilbage til kasernen senere i dag.

I denne uge har vi tirsdag været på SKYT-dag (så vidt jeg husker. det er svært at holde styr på det hele, lol). Onsdag skulle vi på vores første felttur, som går ud på at man også overnatter i felten. Og det var godt nok noget af en oplevelse på godt og ondt. Vi skulle bl.a grave et halvanden meter dybt hul, som var stort nok til at der snildt kunne stå 4-5 mand dernede. Det var vagtpost Alfa, hvor vi i min gruppe på skift stod og holdt vagt en time ad gangen hele natten. Derudover var vi ude på patrulje, hvor vi i bulder-mørke var ude og observere. Det var fedt! Vi har også modtaget undervisning i diverse emner, og så var vi været ude og prøve det af. Det fedeste var helt klart, da vi sneg os ind på ‘fjenden’ (en anden deling) og nedkæmpede dem. Vi skød selvfølgelig kun med løst, men det var stadig SÅ fedt! Vi havde brugt noget tid inden på at øve hvordan man løber frem, og hvad man siger hvornår og sådan. Det lyder måske lidt tåbeligt, men det giver skide god mening, og det fungerer bare. Det var virkelig fedt at ligge der i sin skydestilling og fyre løs på fjenden, at søge dækning og skifte magasin, at storme frem, og ja det var bare en super oplevelse.

Dagen efter havde vi SKYT-dag igen, altså var vi stadig i felten. Derefter blev vi informeret om, at vi skulle igennem nogle baner – jeg kan ikke huske hvad de kaldte dem – men vi skulle altså gruppevis gennemføre nogle baner, og det gjaldt hovedsageligt om at gennemføre det med skide godt samarbejde, og så selvfølgelig gjaldt det også om at være den gruppe, der gjorde det bedst. På dette tidspunkt havde vi været ude i virkelig mange timer – vel omkring 30 – og jeg havde fået 1,5 times søvn sammenlagt. Vi var alle sammen godt brugte, og vores muskler kunne bare godt bruge noget varme og hvile. Men afsted det gik med fuld oppakning.

I første bane havde vi kun basis på (det bælte man har på, hvor spade, dunk-drikke, magasiner, CBRN-maske etc. sidder på). Her skulle vi kravle under pigtråd, bære en båre med en 60-kilos sandsæk op af en stejl bakke, og så skulle vi alle mand op over en væg på 3,5 m. eller sådan noget lignende. Det var pisse fucking mega hårdt, for det foregik i det hurtigste tempo overhovedet muligt. Og det var sgu svært at følge med drengene, det skal jeg ikke lægge skjul på! Det blev især hårdt da jeg faldt op af en af skråningerne og fik rigtig ondt i mit knæ. Jeg har som før nævnt haft rigtig mange problemer med mine knæ, men det har ikke været et problem mens jeg har været i forsvaret – kun lige første uge, men de skulle nok bare lige vænne sig til det hele. Nogle dage forinden var jeg faldet med fuld oppakning, og knæet var begyndt at gøre lidt ondt. Det var dog slet ikke slemt, så jeg gjorde ikke noget ved det. Men da jeg her på bane 1 faldt igen, begyndte det at gøre rimelig ondt igen. Jeg fortsatte dog og kom sammen med min gruppe gennem banen.

I bane 2 skulle vi skubbe en GD (militærbil) gennem en bane. Her opførte knæet sig fint, og det gjorde ikke mere ondt end jeg kunne klare det.

Bane 3 var den sidste, og her skulle vi have fuld oppakning på. Så begyndte gruppeføreren at løbe, og det gjaldt bare om at følge med. Og jeg skal lige love for, at det var hårdt – virkelig, virkelig hårdt! Jeg blev faktisk overrasket over hvor svært det var for mig at følge med. Især fordi jeg ellers er i ok form. Men for satan mand… Kender du det med, at man er i gang på løbebåndet med sveden løbende, og man tænker at man bare ikke kan mere, og at nu er man nødt til at sætte tempoet ned, fordi kroppen simpelthen ikke kan løbe mere? Det har de fleste nok prøvet. Men alligevel kan man altid lige klare 15 sekunder mere. Man kan altid tage et skridt mere. Men jeg siger jer: da vi løb der på sidste bane, følte jeg at jeg ville kollapse hvert øjeblik det skulle være. Jeg var sikker på, at jeg ikke kunne tage det næste skridt. Turene på løbebåndet i fitness føltes som det rene barnemad i sammenligning. Men rigtig svært blev det, da mit knæ for alvor begyndte at gøre ondt – som i skide fucking smertefuldt ondt. Jeg var presset. Rigtig presset. For jeg ville bare ikke give op. Jeg ville ikke kaste håndklædet i ringen og indrømme, at jeg ikke har hvad der skal til. Det var virkelig ikke fedt, og jeg blev langsommere og langsommere. Det aller værste var tanken om, at jeg ene mand var skyld i, at gruppens sluttid blev dårligere og dårligere. Da jeg satte tempoet ned til gang i stedet for løb følte jeg virkelig, at det var fysisk umuligt for mig at sætte i løb i gang. Umuligt som i, at hvis der stod en mand med en million kroner 10 meter foran mig, som ville være mine hvis jeg løb hen og tog dem, ville jeg stadig ikke være i stand til det. Selvom der stod en vred oversergent ved siden af mig og råbte af mig, så kunne jeg ikke. Og jeg har virkelig respekt for de overordnede. Jeg blev beordret at tage min rygsæk af. Men jeg ville ikke – jeg vidste jo godt det ville betyde, at en af de andre skulle bære den. Og der er 2 ting, jeg har aftalt med mig selv inden start, som det er virkelig vigtigt for mig, at jeg overholder: 1. at jeg ikke giver op. 2. at jeg ikke lader andre tage slæbet for mig, eksempelvis ved at bære min taske. Men han blev ved med at råbe, at nu fik jeg fandme den taske af. Så det gjorde jeg. Og for fanden for en rådden følelse jeg havde derefter. Jeg bad om at få rygsækken på igen efter lidt tid, men det ændrer ikke på det faktum at der er andre, som har båret den for mig. Og det slog mig virkelig ud, det gjorde det. Jeg ved godt jeg havde fucking ondt i knæet, men hvor ville jeg dog bare ønske jeg havde været i stand til at æde smerten 100 % og bære lortet selv. Jeg kom dog i mål. Men en ting er stensikker: jeg havde aldrig klaret det uden min gruppes hjælp – hold nu kæft, hvor var de gode. Der var ikke én, som bad mig tage mig sammen, eller som var sure på mig over at have båret min rygsæk – de viste det i hvert fald ikke. Det ændrer ikke på at jeg har det af lort over det, men det er der nu engang ikke noget at gøre ved. Det slog mig ret meget ud ja, men nu er det bare op på hesten igen! 

Jeg var virkelig bange for, at det var min gamle knæskade, som var kommet op igen. Men dagen efter – fredag – havde knæet det fint igen, og gjorde faktisk næsten ikke ondt. Derfor var der ingen undskyldning for ikke at gennemføre den cooperstest, jeg gik glip af under mit talsmandskursus. Jeg var ret nervøs, da jeg var meget udmattet efter feltturen, men jeg nåede sgu mit mål, som hed 2400 m! Jeg var super glad, og er sikker på at jeg kan få et endnu bedre resultat næste gang. Juhuu!

Den kommende uge bliver en kort en af slagsen – vi har nemlig fri på fredag. WIN!

Jeg skal nok prøve at opdatere mere herinde – så bliver det heller ikke sådan nogle lange dræber-indlæg som dette 🙂

Hold jer muntre og gran i håret

Adios amigos