De små sejre

Da jeg endelig fik talt med min host mom om hvordan jeg havde det (kan læses lige her), var det med tanken at jeg ville i rematch, men stadig med et åbent sind og håbet om, at tingene nok skulle blive bare lidt bedre.

I min situation er der 2 aspekter, som gør, at jeg ikke har været fan at mit ophold so far.
Det ene var alt det med børnene – deres opførsel, deres attitude, det faktuk at jeg bare ikke klikker med dem, osv.
Det andet var mht. moren – den måde hun er overfor mig, at jeg ikke følte mig velkommen, osv. Og denne del er faktisk blevet bedre! Jeg kan virkelig mærke, at hun prøver. Og det er altså dejligt! Hun har fx. lige købt en GPS til mig, fordi jeg altid farer vild – førhen sagde hun, at jeg “da bare kunne se på et kort”! – og den burde komme med posten snart. Det er altså sødt af hende!
Derudover prøver hun virkelig at gøre mit forhold til børnene bedre – i går foreslog hun f.eks., at en gang i mellem på dage med en ikke så stor mængde lektier, kan jeg lave noget med dem en af gangen, som fx. at køre ud og få en is. Super idé!
Hun sagde også i går, at jeg virkelig er meget velkommen, når de er ude og se børnene spille kamp. At hvis jeg ikke har lyst, så er det selvfølgelig helt ok, men at jeg meget gerne må tage med.

Så hun prøver virkelig, og det er super rart. Der hvor jeg faktisk i højest grad kan mærke det, er den måde hun bare taler til mig på. Nu virker det som om, hun rent faktisk har lyst til at høre hvad jeg siger, haha!

Jeg ville bare virkelig ønske, at jeg havde det godt med børnene, for så ville det hele jo være fint og dejligt. Men det har jeg bare ikke. En af dem opfører sig fint nok, men det er også ham som har været den sødeste fra start. Men jeg oplever ikke fremskridt med de andre – især den ene udfordrer mig, og vores ‘forhold’ bliver bare værre, føler jeg. I går slog han mig endda i hovedet! (ved ikke om jeg bare er sart, men det gjorde altså lidt nas)

Og jeg ved godt det er mega no-go og fy fy skamme, men jeg skældte lidt ud og fortalte, at det skule han aldrig nogensinde gøre igen. Da han skulle lægges i seng (havde endda givet dem lidt TV-tid inden sengetid og lidt frugt, altså var jeg virkelig sød ift. hvad de normalt får lov til), tager han sin ene sok af og kaster den efter mig uden at ramme. Jeg siger selvfølgelig, at det skal han ikke gøre. Men hvad gør barnet – tager den anden af og kaster igen – denne gang rammer han. Ååååårh han er simpelthen bare så flabet! Jeg siger godnat! og lukker døren (de kan ikke lide at sove med lukket dør), for så at komme ind 5 minutter efter så vi begge lige kan køle lidt af. Jeg fortæller ham så stille og roligt, og ret pædagogisk, at jeg har været meget large i dag, og mindede ham om at jeg ikke engang sendte ham op på værelset da han slog mig, hvilket han 100 % ville være blevet normalt! Og guess what – han er nu sur på mig!!! Jeg kunne ikke tro det – barnet nikker simpelthen, da jeg spørger om han er sur på mig! Så sagde jeg at hvis han ikke holdt op med at ignorere mig (de har alle 3 måder at reagere på når de er sure; en græder, en bliver lidt aggressiv og råber, og ham her giver dig the silent treatment), så ville jeg fortælle hans mor at han havde slået mig. Han ignorerer mig stadig. Jeg går igen min vej og siger, at så må det være sådan. Og så kan han godt tale til mig, ja.

Min pointe i det, der egentlig skulle være et kort indlæg (lol, det sker jo aldrig), er, at situationen med min host mom er blevet meget bedre, men at det desværre ikke er tilfældes for børnene, hvilket jo er mindst lige så vigtigt. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg flere gange har hørt fra folk, at de holder ud på trods af mega provokerende børn, fordi de har et godt forhold til deres host familie. Og det kan jeg bestemt også godt se. Men jeg vil bare så gerne være glad, og nyde mit ophold her. Og lige nu er det ikke tilfældet – lige nu tæller jeg dage til året er gået. Og sådan burde det jo ikke være!

Jeg giver det lidt tid endnu – søndag aften vil jeg revurdere situationen. Hvis det ikke har forbedret sig mht. børnene, vil jeg måske tage en snak med min host mom igen. Så har jeg givet det en uge siden sidste snak.

Nu må vi se. Jeg bibeholder et åbent sind og håbet om, at det nok skal gå

 

بعدا شما را می بینم. (på gensyn på persisk ifølge den troværdige kilde Google Translate, haha)