I’M HOME BITCHES!

Så føler jeg mig lige lidt sej med den overskift, hva’? En rigtig gangster, det er det jeg er. Lol. Nej, men altså: JEG ER HJEMME I DANMARK! Well, det har jeg faktisk været en uge … :p

Aller først er du nødt til at læse dette indlæg. Det er nemlig starten på det hele.

Tirsdag 10/6
Se, efter det skete at Sille blev bidt af den gale hund, blev jeg (af rimelige årsager) virkelig bange for den, især fordi den har prøvet at bide mig før også. Dagen efter, da Sille og jeg havde været på skadestuen, spurgte min host mom hvordan det gik med Sille. Jeg forklarede hvordan det stod til, samt fortalte hende at jeg da godt nok er bange for om det er mine skinker, eller endnu værre den lille pige, det skulle gå ud over næste gang. Især fordi de andre hunde er i bur i løbet af dagen, men det er denne ikke. Hun svarer så, at hvis det er sådan jeg har det, så kan hun virkelig godt forstå, hvis jeg gerne vil finde en anden familie at bo hos i stedes for hendes. Det kom godt nok bag på mig, for det var jo overhovedet ikke det jeg havde sagt.. Jeg svarer derfor, at det ikke var derfor jeg sagde det og svarer ikke rigtigt på det med at finde en ny familie – men hun spørger så igen. Jeg har da gjort mig nogle tanker omkring hvorvidt jeg har lyst til at bo sammen med en hund, der (ikke for første gang – faktisk 4., som jeg ved af) har fået lyst til en lille bid menneske. Men idet jeg også ved hunden er på kennel resten af ugen, havde jeg ikke tænkt videre over det endnu. Så jeg fortæller hende, at det kunne jeg da godt lige tænke mig at tænke lidt over inden jeg beslutter mig. Men hun siger at det har hun simpelthen ikke tid til at vente på, hvilket jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal svare til. Så hun siger, at så må hun nok hellere ringe til vejlederen og fortælle, at vi skal i rematch. Whaaaaat?!
Moren er sød hele vejen igennem, og da jeg bliver lidt ked af det kommer hun også hen og giver mig et kram, og siger at jeg, hvis jeg vil, bare kan gå hen i mit lille hus og slappe af, hvilket jeg gør. Klokken er halv 8 på dette tidspunkt, tror jeg.

Ca. en time efter bliver jeg ringet op af min vejleders vikar (den ‘rigtige’ er på ferie, men hende her er nu også rigtig vejleder, bare ikke min vejleder normalt). Hun fortæller, at hun har talt med min host mom, som har forklaret at jeg vil i rematch, og hun spørger mig hvad der er sket, samt om der er andre grunde end den med hunden til, at vi skal i rematch. Jeg svarer at det da har været svært at falde til samt vænne mig til at moren er så direkte, men at dét har vi talt om, og at det gik i den rigtige retning, samt at hunden var den primære og afgørende faktor. Vejlederen fortæller, at moren har sagt det samme – at det ellers gik super godt, og at vi kom rigtig godt ud af det med hinanden.
Vejledes spørger om jeg vil arbejde ugen ud, og jeg svarer at det vil jeg selvfølgelig gerne. Jeg har ikke lyst til at svigte moren, da jeg ved hun har travlt med sin chefstilling, samt at pigen skal køres til og fra camp samt passes nogle timer ugen ud. Jeg ville få min ugeløn ligemeget hvad, men jeg tænkte at jeg da gerne ville hjælpe. Vejlederen taler så med min host mom igen og ringer tilbage. Hun siger så, at min host mom ikke vil have jeg skal arbejde ugen ud, men vil have jeg tager afsted med det samme! Hvad?! Vejlederen forstod det heller ikke – for moren havde jo netop sagt hun ellers var meget tilfreds med mig, samt udtrykt sin bekymring for pasning resten af ugen. Og hvorfor skal jeg afsted med det samme? Jeg generer ikke nogle, mit værelse ligger ovenpå garagen så hun ser mig ikke engang. Underligt! Men moren ville altså have, at jeg dér kl ca 9 skulle hentes. Jeg var jo ikke i nærheden af at være færdig med at pakke, og jeg havde slet ikke sagt farvel eller noget. Så der måtte jeg nedlægge veto. Derfor blev aftalen, at min LCC (altså vejleden) skulle hente mig dagen efter – onsdag – kl. 4.30.

Onsdag 11/6
Jeg får sovet lidt længe, samt pakket de sidste småting. Der er meget, kan jeg godt sige jer! Da jeg skulle til Colorado fra DC kunne jeg virkelig næsten ikke have det hele, altså det var lige før jeg var ude i at skulle sende ting med posten. Og jeg har shoppet en del her i Colorado også, så det var godt nok presset! Men det lykkedes! Så afsted det gik. Jeg fik slet ikke sagt farvel til moren, men endnu værre fik jeg heller ikke sagt farvel til den lille pige, da det hele gik så hurtigt. Det var virkelig en skam, da jeg er blevet glad for hende, og jeg ved hun virkelig også er blevet glad for mig og har knyttet sig til mig og stoler på mig, selvom jeg ikke har kendt hende særlig lang tid. ØV!

Jeg blev så hentet af min LCC og vi kørte hjem til hende, hvor jeg skulle bo indtil vi lagde en plan. Det er faktisk lidt sjovt, for Michaela, som er den pige jeg tog over for (hun blev fyret af moren :-O) boede også hos vejlederen! Jeg havde hørt så mange dårlige ting om hende, men hun er altså virkelig sød! Vi ser begge to Orange is the New Black på Netflix, så jeg så noget andet mens hun så de afsnit jeg allerede har set, og så så vi det sammen. Maks hygge! Herover er det jo ret udbredt at man kan se det på TV’et (det er det vel egentlig også ved at være i DK?), så det skulle udnyttes!

Jeg skulle have fat i min program director fordi vi skulle finde ud af hvad der skulle ske. Jeg har nemlig efter meget eftertanke besluttet, at jeg ikke har lyst til at starte forfra igen-igen med en ny familie, nyt område, nye venner, nye børn… Så det der var spændende var, om jeg kunne få lov at få billetten hjem (normalt skal du selv betale hvis du selv vælger at tage hjem, men jeg er jo i lidt særlige omstændigheder, da jeg flyttede pga. en gal hund). For hvis ikke jeg kunne det, var jeg tvunget til at gå i rematch, ligesom jeg var med den gamle familie – altså lede efter en ny familie i maks. 2 uger, og ellers blive sendt hjem. Det ville bare være spild af alles tid, da jeg jo alligevel ville sige nej til alle potentielle familier, da jeg jo slet ikke vil have en ny familie.

Fredag 13/6
Lykkedes det mig endelig at få fat på min program director, som sagde at selvfølgelig ville de gerne give mig billetten hjem. Jeg fik endda også lov til at ønske at flyve med Island Air, da de tillader 2 kufferter, og jeg ved jeg skal betale motherfucker (pardon my French) meget i overvægt fordi jeg tilsyneladende har bragt halvleden af Danmarks tøj med herovre, og har købt halvdelen af USA’s……
Jeg bad om at få et fly så hurtigt som muligt, da jeg egentlig bare gerne vil hjem nu.

Senere på dagen får jeg en mail omkring flybillet: Jeg skal flyve dagen efter! Whaaat, vildt! Skal være i lufthavnen ved 3-tiden pm (kl 15) og flyver kl. 5.10. Det betyder, at jeg er hjemme søndag kl. 13.35 dansk tid – og det betyder, at jeg lige akkurat når at overraske min bror som har fødselsdag!!! Jaaaaa!!!! Glæder mig sådan!! 

Lørdag 14/6
Så er vi fremme til hvor jeg er lige nu, nemlig i lufthavnen! Jeg sidder på Burger King (der var ikke en McDonald’s! Mor er ikke sur, mor er skuffet …) og skriver alt dette her. Jeg har spist lidt mad og tjekket mig selv og min bagage ind. 120 fucking dollars for overvægt! Røv-lort! Næsten 700 kr.! Pikke-pik. Ej sorry :p Men ja det er virkelig nogle øv-penge at bruge, især fordi jeg jo ligesom ikke rigtigt har nogle, da jeg brugte de penge jeg har sparet op mens jeg har været herovre på at fragte bagage fra DC til Colorado (900 bobs!).

Lørdag aften
… Så sidder jeg i flyet, hvilket jeg har gjort i omkring 5 timer. Normalt kan jeg godt lige at flyve, men den her har godt nok været en slemmert. Der er absolut ikke noget godt at se i det lille tv i sædet i flyveren, og jeg har ikke noget læsestof. Jo, der er en smule tilbage af en bog, men den ligger selvfølgelig i den taske, som er lagt op på hylden – og jeg sidder i midten (!). Desuden prøver folk at sove så der er ikke noget lys, og jeg skal ikke være hende der pisser folk af ved at tænde for det. Jeg har selv desperat prøvet at falde i søvn tiden vi kom om bord, da jeg ellers får det vildeste jetlag, men det er ikke lykkedes. Lige nu er klokken 22 ”min tid”, altså Colorado-tid. Dvs. at den er 6 om morgenen i Danmark… Jeg lander i Danmark halv 2 dansk tid, dvs. 5.30 om morgenen min tid. Så hvis ikke jeg får sovet nu, så kommer jeg til at lave døgner. Eller hvad? For at være ærlig forvirrer det mig lidt, da der er Colorado-tiden som jeg er vant til lige nu, der er dansk tid, der er islandsk tid – eller er det det samme som dansk tid? Er tiderne på billetten lokal tid eller der man kommer fra? Hvilket af mine ure går så rigtigt lige nu – stiller de egentlig sig selv?

Kære søde hjerne, please giv mig fred og mulighed for at falde i søvn. Så læser jeg en god bog eller løser noget matematik snart? Please?

… Så landede jeg på Island. Fik ikke sovet på flyet. Øv bøv bussemand. På Island købte jeg mig lidt mad og gik så hen til gaten, hvor jeg ikke skulle vente mere end 10 mintters tid før man kunne boarde. Jeg havde rigtig ondt i mine knæ, så jeg ville hellere vente lidt med at borde, og gik først frem da jeg kunne se jeg var en af de sidste. Jeg glædede mig sådan til at komme ombord og få den sidste tur overstået, så jeg kunne komme hjem og se min familie og overraske min bror og hans søde kæreste. Jeg viser damen ved skranken mit boardingpas, og er klar til at gå ombord … da hun siger, at jeg er ved den forkerte gate! Jeg skal med fly 206, det her er 204! Jeg tænkte ikke over det, da dette fly havde samme destination OG fløj præcis samtidig. Jeg ser så på mit boardingpas, at der står jeg skal flyve 16.30 og ikke 8.30 som det hele tiden har været planen. What? Jeg så det godt lidt tidligere, men tænkte ikke videre over det, da der jo er tidsforskel alle steder. Men efter et besøg i informationen finder jeg så ud af, at det er fordi de har aflyst mit fly! Så jeg skal vente yderligere 8 TIMER!! Hvad fanden?! Hun kunne ikke engang svare på hvorfor. Helt ærligt. Jeg var SÅ ked af det. Det betød at jeg i alt skulle vente 10 timer helt alene i Islands lille pis-lufthavn, samt at jeg gik glip af at overraske min bror. Måske ville det være muligt lige at sige hej om aftenen hvis jeg nåede hjem inden han gik, men det var det. Jeg var grædefærdig. Og jeg var SÅ træt. Men hvis jeg skulle tage en lur, hvem skulle så passe på mine ting?
I informationen gav de mig 2 madkuponer. Jeg fortalte dem, at jeg altså lige har brugt penge på mad, og om jeg så ikke kunne få dem refunderet hvis jeg viste kuponen? Jo, det kunne jeg nok godt, men så skulle jeg gå derhen hvor jeg havde købt maden.
Det gjorde jeg så, og hende damen skulle så lige ringe til sin chef og spørge hvordan og hvorledes. Fair nok så. Da hun har lagt på fortæller hun mig så, at det kan hun ikke, og kommer med en eller anden virkelig lam forklaring, som da forhåbentlig ikke giver mening selv for hende, for det var så langt ude. Jeg er normalt virkelig sød overfor servicemedarbejdere, fordi jeg ved, det ikke er dem der laver reglerne, og at det ikke hjælper at blive sure. Men jeg var bare så sur og så irriteret, og så træt og sulten. Så jeg gik min vej. Og så pressede tårerne sig på. Jeg prøvede ihærdigt at tage mig sammen og tage nogle dybe vejrtrækninger. Men ligemeget hjalp det. Så jeg ilede snøftende ud på toilettet med min lille bagagevogn som følge, og så skete det altså. Så blev der tudet lidt.

Jeg fik samlet mig selv, og besluttede at jeg ville gå hen og købe noget mad for min kupon. Jeg vælger en sandwich og går til kassen. Den kostede 900 islandske penge ud af de 2000, der var på min kupon. Damen spørger om det var alt, og jeg siger ja og venter på at få en ny kupon tilbage. Men nej. Jeg spørger undrende hvor den nye kupon bliver af, men får et flabet svar tilbage: “Ja man får ikke noget tilbage. Det var ligesom derfor jeg spurgte dig om det var det hele!”. NÅ undskyld Frøken Kassedame, jeg strander jo OFTE på Island, og madkuponer er da også mit foretrukne betalingsmiddel, så selvfølgelig skulle jeg da have vidst, at man ikke fik noget tilbage!
Jeg ved ikke hvad der er galt med Islandske mennesker – er det kun folk som arbejder i Islandske lufthavne som ikke ved hvordan man smiler, eller er det Islændinge generelt?

I endnu dårlige humør end før finder jeg et sted hvor jeg kan ligge ned, spiser min sandwich og en müslibar (jeg fik lov at gå tilbage og finde mad for resten af beløbet på kuponen, da jeg så købte det ‘sammen’) og åbner min computer, så jeg kan se lidt Netflix. Men på Island har de åbenbart ikke Netflix, så det kan jeg ikke! Jeg omgår så den geografiske lokation, så Netflix tror jeg stadig er i USA, men nej så svigter nettet! Ååååårh mand!!!!

Jeg finder så et mere roligt sted, hvor jeg får viklet alle mine tasker godt rundt om mig selv, og lægger mig ovenpå min computer. Her sender jeg en kærlig tanke til Island Air, for på første flyvetur var der pude og tæppe, og det tog jeg heldigvis med mig.
Jeg prøver at få sovet lidt, men det er bare umuligt af en eller anden grund.

Min ventetid i lufthavnen er ikke videre interessant. Jeg sover en lille smule, nok omkring 1,5 time i alt, og ellers stener jeg bare virkelig. Jeg kan ikke engang FaceTime med nogle i Danmark, da alle veninderne skal overraskes af min hjemkomst. Nå.

Søndag 15/6
Om aftenen dansk tid er jeg endelig på dansk jord! Omend 8 timer senere end forventet. Men hvor var det skønt! Og jeg nåede at overraske min bror inden han smuttede hjem, så det var fantastisk! I skulle have set hans fjæs, han blev SÅ overrasket! Juhuuu!

Tirsdag 17/6
Tirsdag var det tid til at overraske damerne fra mac’en – Maja var min partner in crime, og hun havde arrangeret, at hun sammen med Julie, Nikoline, Mette Hund, Mette Amalie og Pernille skulle mødes på Bryggen til hygge, hvidvin og jordbær. Hun havde fortalt dem, at hun havde en overraskelse (mig), og pigerne gik helt amok og gættede på, at det måtte være en dværg-stripper (what, damer?!). Maja gik mig i møde, og sammen gik vi hen mod tøserne, der hvor de sad. På vejen derhen møder vi så Mette Hund, som er kommet lidt senere end de andre da hun skulle til tandlægen. Og hun blev SÅ overrasket! Det var så fedt, og det var simpelthen SÅ dejligt at se hende!! Jeg er bare så glad for at være hjemme igen, det er helt vanvittigt. Tænk, man kan savne Danmark så meget på bare 3 måneder!
Vi gik sammen hen til de andre, og jeg prøvede at gemme mig lidt så de ikke spottede mig, men det gjorde de altså! Pernille og Nikoline kom løbende hen til mig, præcis som på film lol, og Mette Amalie og Julie var fulgt efter Maja, da hun var gået mig i møde, fordi de ville se hvad overraskelsen var. Men Maja og jeg gik en anden vej tilbage, så ja der gik lige 10 minutters tid før de to kom tilbage, men de blev også så overraskede, og Mette Amalies kommentar var den fedeste: “Du skal da ikke være her!”. Haha, åh hun er så sød!

Fredag 20/6
Fredag var det Nannas tur til at blive overrasket. Jeg havde kontaktet hendes storebror, som nu var min partner in crime, haha. Han arrangerede, at han og Nanna skulle på café og spise aftensmad om aftenen, men det var så mig der dukkede op i stedet for ham. Og det gik også over al forventning. Nanna blev SÅ overrasket, og sagde flere gange, at det var helt uvirkeligt, og at hun slet ikke kunne forstå det. Elsker bare at overraske folk! Vi havde den hyggeligste aften, og delte en flaske hvidvin til maden, så humøret var højt. Vi tog hjem til Nanna efter, hvor vi drak mere hvidvin og gjorde os klar til bytur. Det endte med at vi sad i en halv time og sang sange som “Æblemand, kom indenfor”, mens Nanna spillede klaver. Tossede tøser!
Vi kom dog afsted til byen og havde en virkelig lækker og virkelig fuld aften. Optur!

Lørdag 21/6
Lørdag stod den på hygge hos Julie sammen med Nikoline og Mette Hund. Super hyggeligt, jeg var dog rimelig træt efter gårsdagens spas og løjer, så jeg snuppede lige en lur. Var også allerede hos Julie lidt over 12, det var lige lovlig tidligt synes jeg! Men det var super hyggeligt, og vi fik tøsesnakket og sladret og nydt hinandens selskab.
Hunden skulle på arbejde kl. 16, så Niko og jeg fulgte hende derind og ventede på hende til hun havde fri kl 19. Derefter tog vi på vandpibecafé, og den søde Amal – også fra mac’en – tog med.

 

Så man må sige der er sket en masse siden i sidst har hørt fra mig! I kan tro jeg har nydt at være hjemme igen, det er SKØNT!