TUREN TIL USA!

Hej heeeeej!

Så er jeg sørme så i USA! Yiiiiir buddy!! Faktisk har jeg været her i ikke mindre end 6 dage! Jeg har haft verdens længste tur hertil, det føltes som evigheder, og det var det altså næsten også!!

So here’s the deal: Mandag var afrejsedag, og jeg skulle flyve klokken 16.45. Jeg stod op kl. 7 da jeg havde nogle ting jeg skulle ordne inden afgang. Min søde mutti, bror og hans kæreste fulgte mig helt til lufthavnen, og allerede på vej fra vores hjem til toget går hjulene på en af mine 2 kufferter i stykker. Oh no! Jeg havde lige købt den få dage før, og havde endda netop købt den fordi den havde 4 hjul og jeg derfor kan skubbe den sammen med den anden. Men næ nej, sådan skulle det selvfølgelig ikke gå!

 

I lufthavnen får jeg tjekket min bagage ind, og vi går alle 4 til Lagkagehuset og får os en kop kaffe. Indtil videre har jeg det stadig fint, og har endnu ikke helt forstået, at det er ved at være nu… Vi får drukket ud, og det er tid til at gå mod security. Her må de ikke komme med, og pludselig er det tid til at sige farvel. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke ønsker et langt, følsomt og tårevældet farvel, og jeg får det som jeg vil have det. Men da jeg går alene op af trapperne mod security går det op for mig, at jeg nu er helt alene, og at jeg nu ikke skal se min familie i lang tid. Jeg er lige på nippet til at begynde at tude, og sådan har jeg det i måske 10 minutter. Puuuha. Nu er jeg lidt ked af, at jeg ikke fik sagt ”ordentligt” farvel – altså brugte mere tid på det. Det var ret hurtigt et farvel – men jeg ved også bare, at det ville have været meget sværere for mig hvis vi havde stået og tudet.

Nå, jeg kommer igennem security og får købt mig et Woman-blad og en flaske vand i kiosken – og så ringer min onkel. ”Hvor er det sødt af ham at ringe og ønske mig en god tur,” tænker jeg da vi har lagt på. Men så får jeg en sms fra min bror som fortæller, at de er kommet hele vejen fra Falster (eller er det Lolland? Lolland-Falster måske? Åååh det er jo sådan noget jeg bør vide….. Nå men altså, de bor et godt stykke væk – i hvert fald halvanden time i bil og endda nok også mere til). Og ganske rigtigt – kort tid efter ringer min farmor og fortæller, at de står i lufthavnen og ville overraske mig. Men siden jeg er kommet igennem security må jeg ikke gå tilbage. Puha, der kunne jeg igen godt mærke prikken i øjnene – de er taget hele den lange vej, både min onkel, kusine, fætter, farmor og bedstefar, for ingen verdens nytte. Årh. Røv-lort…

Jeg får efter nogle minutter hanket op i mig selv og går hen til det sted jeg skal boarde. Her møder jeg de to andre au pairs, som rejser fra København: Megime og Louise. De er begge to svenskere, og rigtig søde. Jeg vidste godt vi skulle med samme fly, da jeg hjemmefra på nettet kunne se detaljer omkring flyveturen, og det er booket som gruppe. Tænk jer, de havde begge to kun én kuffert med hver! Shizzle… Og her kommer jeg med mine 2+23 kg. plus en sportstaske. Javel ja…..

Første flyvetur er fra København til England, og her har vi halvanden time indtil vi skal med det videre fly til JFK. Ved gaten til flyveren møder vi 3 au pairs som har fulgtes yderligere 3 au pairs: Michelle og Sofie fra Tyskland og Aurora fra Sverige. De er også virkelig søde, og vi klikker alle sammen rigtig godt sammen.

Da vi kommer ombord på flyveren kan jeg godt se, at den er meget anderledes end den første – i denne her er der nemlig 3 rækker med sæder, hvor hver række består af 3 sæder. Så der er 9 ved siden af hinanden i stedet for de 6 der normalt er. Og i denne flyver er der tv i alle sæderne, så man kan spille spil, se film, chatte med hinanden og se tv-shows. Mega fedt! Tommeldreng i vejret herfra!

Så turen går faktisk ret fino. Os damer som sidder sammen i flyveren, Louise, Aurora og jeg, hygger os (når altså de er så elskværdige at tale engelsk. Jeg fatter brik når de taler svensk sammen, og gider ikke engang prøve at forstå det. Det er så anstrengende at skulle lytte og forstå, lol).

I New York ved jeg de er 6 timer bagud, så da vi skal lande 22 lokal tid (4 om natten dansk tid) tænker jeg, at det er bedst at holde mig vågen så jeg vil kunne falde i søvn så snart vi når til skolen, og så på den måde undgå det værste jetlag. Men nææææh nej! En den af planen – nemlig den med at holde sig vågen – går fino. Jeg er mega træt og føler, at jeg har fået tæsk med et boldtræ, og kan slet ikke vente med at få lov at sove. Da vi endelig ankommer til skolen kommer vi ind i en slags lille hal, hvor vi kan stille vores kufferter, da de fleste af os har pakket til skoleugen i håndbagagen så vi netop kan efterlade kufferterne her, og så vi har tøj hvis bagagen skulle være forsinket.

Anyways, jeg får stillet kufferterne og får udleveret min nøgle til værelset. Og da jeg kommer ind kan jeg se, at der ligger en og sover i den anden seng på værelset – så hende fik jeg vækket. Oh no! Jeg skynder mig alt hvad jeg kan at hoppe i noget sove-tøj og får slukket lyset igen. Jeg prøver at spørge hende hvad tid hun ankom, men hun forstår bare ikke hvad det er jeg prøver at sige til hende. Det viser sig så, at hun stort set ikke tale engelsk! Hvor vildt er det ikke lige at hun skal være au pair uden at forstå noget? Det er sgu rimelig cool – det havde jeg i hvert fald ikke turdet. Det svarer jo til, at jeg skulle være au pair i Spanien, hvor jeg heller ikke kan føre en ordentlig samtale. Hun har sgu ben i næsen hende min roommate dér!

Nå, men jeg kommer altså ENDELIG i seng, og glæder mig til at få lidt søvn. Jeg kan godt nok ikke lige falde i søvn med det samme, og tænker at det nok er fordi det hele er så nyt. Der går en times tid, en til og en mere. Og lige pludselig er klokken altså blevet 6 om morgenen, og det er tid til at stå op. Fuuuck mayn! Det svarer til, at klokken var 12 om formiddagen i DK og jeg havde stadig ikke fået sovet mere siden jeg stod op kl. 7 dagen før….

 

Så alt i alt havde jeg en rigtig fin rejse dertil, DOG kunne jeg godt have brugt noget søvn….

Skoleopholdet fortæller jeg om i næste indlæg, da det bliver nogle lange banditter, de her indlæg 😉

Seeeeeeee yaaaaaa

kys